Motorsport

Magnussen klar for Peugeot

Den danske racerkører Kevin Magnussen har indgået en aftale med Peugeot-holdet. Ambitionen er at køre Le Mans.

28-årige Kevin Magnussen skal fremover køre for Peugeot, der i 2022 gør sit indtog i Le Mans.

Det oplyser holdet på sin Youtube-kanal.

Den franske motorsportsgigant har præsenteret Magnussen og seks andre kørere - heriblandt også danske Mikkel Jensen - som en del af franskmændenes hypercar-projekt og retur til ræs på det højeste niveau.

- Le Mans er det største udholdenhedsrace i verden og det løb, som alle gerne vil vinde. Det er et historisk race, og Peugeot er en stor del af den historie, og jeg håber, at jeg kan føje noget til den historie, siger Kevin Magnussen i præsentationsvideoen.

Den tidligere Formel 1-kører for McLaren, Renault og Haas er dog ikke udtaget til det endelige Le Mans-mandskab endnu, men figurerer altså i bruttotruppen.

I de kommende sæsoner er målet ikke bare at vinde Le Mans i den store klasse. Det franske hold kommer nemlig også til at deltage i WEC-serien, som Le Mans altså er en del af sammen med flere andre langdistanceløb.

Jeg har lært rigtig meget fra min tid i Formel 1, hvor jeg har fået meget indsigt i avancerede racere

Kevin Magnussen

Skal bruge sin erfaring fra Formel 1

For Kevin Magnussen er 2021 og det nuværende ophold hos Chip Ganassi Racing i den amerikanske Imsa-serie et slags mellemår, som han vil bruge på at blive klar til sin nye fremtid.

Men syv år i Formel 1 har også givet danskeren en masse hår på brystet og erfaring, som han forventer, han kan tage i brug i WEC.

- Jeg har lært rigtig meget fra min tid i Formel 1, hvor jeg har fået meget indsigt i avancerede racere. Men mest af alt i forhold til at være i pressede situationer. Noget, som jeg kan bruge, når vi drager til mesterskaber i den disciplin, fortæller Magnussen.

Jeg kan ikke forestille mig, at Peugeot har lavet en aftale med Magnussen uden at bruge hans kompetencer i Le Mans

Jacob Hammerholt, motorsportsreporter TV 2 SPORT

TV 2 SPORTs motorsportsreporter Jacob Hammerholt er ikke i tvivl om, at holdet har alle intentioner om at bruge den danske racerkører i verdens hårdeste 24-timersløb.

Især i lyset af Magnussens "fremragende" indsats i det prestigefyldte racerløb 24 Hours of Daytona.

- Jeg kan ikke forestille mig, at Peugeot har lavet en aftale med Kevin Magnussen uden at bruge hans kompetencer i Le Mans. Når Peugeot bygger en splinterny hypercar, som er en kompliceret racerbil, så har de brug for de skarpeste værktøjer til at styre den komplekse maskine.

- Magnussen har vist i en længere årrække i Formel 1, at han er en af de personer i verden, der kan håndtere sådan en bil. Det er en af grundene til, at de har skrevet under på en kontrakt med Magnussen, slår Jacob Hammerholt fast.

Mikkel Jensen har tidligere kørt Le Mans

Holdets anden dansker, Mikkel Jensen, der er tidligere ADAC-kører, ser også frem til den kommende periode og fremhæver - ligesom sin danske holdkammerat - Peugeots bedrifter i Le Mans.

- Hypercar-planen er meget interessant og spændende. Der er flere producenter involveret. Peugeot har stor historie og har allerede vundet Le Mans. Jeg er meget glad for at være en del af dette program, og jeg kan ikke vente med at komme i gang.

Ifølge Jacob Hammerholt er Mikkel Jensen en god racerkører, der virkelig har kæmpet for at få sit gennembrud.

- Han har været på nippet til det flere gange. Han var fabrikskører hos BMW, da de gik ind i Le Mans, og sidste år fik han sin debut i LMP2-klassen sammen med Jean-Eric Vergne, fortæller han.

Sidstnævnte er også en af de syv nye kørere hos Peugeot. Ham og Mikkel Jensens makkerskab kan blive rigtig spændende, vurderer Jacob Hammerholt.

- Sidste år leverede de en helt vild sej indsats i LMP2-klassen i Le Mans, og kun uheld gjorde, at de ikke endte på podiet. Jeg er næsten er sikker på, at Jean-Eric Vergne har lagt et godt ord ind for Mikkel Jensen.

Den franske bilfabrikant annoncerede i 2019 sin kommende tilbagekomst til Le Mans. Peugeot var senest med i det legendariske løb i 2011 og vandt det i 2009.

Flere gange har Kevin Magnussen luftet sin drøm om at køre det hårde langdistanceløb, som hans far, Jan Magnussen, har deltaget i flere gange. Noget tyder på, at drømmen snart kan blive til virkelighed.