Motorsport

Magnussen og Magnussen udråbes som Le Mans-favorit

Ifølge Jens Winther rammer Kevin og Jan Magnussen et perfekt 'sweet spot', når de ifølge TV 2 SPORTs oplysninger skal køre Le Mans sammen til sommer.

Det har længe været en drøm for far og søn med efternavnet Magnussen at køre sammen på Le Mans.

En drøm, der ifølge TV 2 SPORTs oplysninger bliver til virkelighed d. 21. august, hvor Jan og Kevin Magnussen er blandt de kørere, der skal køre det prestigefyldte 24-timersløb for det danske team High Class Racing, hvor Jan Magnussen allerede kører verdensmesterskabet for sportsvogne. Det er til stor begejstring for motorsportsekspert Jens Winther.

- Det vil jo være fantastisk. Primært for dem, og sekundært for alle os andre. Det bliver en kæmpeoplevelse og en drøm at se far og søn sammen.

High Class Racings danskerbil, skal ifølge TV 2 SPORTs oplysninger til LeMans køres af to gange Magnussen samt teamejerens søn, Anders Fjordbach. De skal køre i LMP2-klassen, hvor konkurrencen er stor, fordi alle biler har mere eller mindre samme forudsætninger.

Med Jan og Kevin bag rettet bør de dog være favoritter, mener Jens Winther.

- De kommer til at være i et hårdt felt. Men de er to af verdens bedste sportsvognskørere, som så tilfældigvis er far og søn.

De kommer til at være der for at vinde, og at de så kan gøre det sammen, det er bare en bonus

Jens Winther

- Dem sætter man så ind i en bil, som er konkurrencedygtig og har fuldstændig de samme forhold som de andre teams. Så selvfølgelig er de favoritter, lyder ekspertens vurdering, som samtidig peger på, at hverken Jan eller Kevin ville være ombord på projektet, hvis ikke vindermulighederne var til stede.

- De er verdens dårligste tabere, og ligegyldigt hvad de deltager i, så vil de gerne vinde. De gør ingenting for at hygge sig med det. Det er helt ned til, når de spiller ludo med hinanden. Så kan de næsten komme op at slås over det. Så de kommer til at være der for at vinde, og at de så kan gøre det sammen, det er bare en bonus.

Det rigtige sted på det rigtige tidspunkt

Det har længe været et emne, at de to gange Magnussen har arbejdet på og drømt om den ultimative far-og-søn-oplevelse på Le Mans. Indtil nu har kalenderlogistik og kontraktforhold dog været i vejen. Men efter Kevins farvel til Formel 1 og Jans ditto til sin mangeårige arbejdsgiver Corvette er situationen nu en anden forklarer TV 2 SPORTs motorsportsekspert.

- De er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. For dem har det været en hindring, at de har været på fabrikshold forskellige steder, hvor enten kalenderne eller holdenes interesser ikke har passet sammen.

- Nu er Kevin frigjort af den tætpakkede Formel 1-kalender, og Jan er et sted, hvor han kører primært i Danmark og så har han så den her aftale i løbet af året med High Class Racing, der meget gerne vil have Kevin med også. Så det er simpelthen et ”sweet spot” og et godt tidspunkt for dem.

Er det en ”nu eller aldrig”-situation for dem?

- Det er det. Ellers så skal Jan blive ved til han bliver meget gammel. For det næste lange stykke tid, kører Kevin for Peugeot-fabrikken, og der kommer Jan ikke ind og kører sammen med ham, så det er lige nøjagtigt nu, at det der sweet spot er der, vurderer Jens Winther.

Vigtig erfaring for Kevin

Tidspunktet er især godt for sønnike, der pt kører i den amerikanske Imsa-Serie hos Chip Ganassi Racing, og fra næste sæson bliver en del af Peugeot-holdet, der samtidig gør sit indtog i Le Mans. Der er nemlig masser erfaring at hente for den 28-årige Magnussen, når han til august skal prøve kræfter med Circuit de la Sarthe – under vejledning af sin rutinerede far, der har kørt der 22 gange før og har fire sejre i bagagerummet.

Jan Magnussen (forrest) har vundet 24-timers-løbet Le Mans fire gange i GT-klassen (2004, 2005, 2006 og 2009). Billedet her er fra 2010.

- Le Mans er ikke noget, du bare gør. Det er uagtet, om du er Kevin Magnussen. Det er fuldstændig lige meget, hvem du er. Du skal stadig lære at køre Le Mans. Derfor kan han gøre det nu med væsentligt mindre pres, når hovedfokus er, at det er far og søn, der kører sammen. At de så også kan og vil vinde, det er bare bonus.

- Han kan lære enormt meget om lige nøjagtigt det løb og hvordan man kører det – både af Jan og af et team, der beskæftiger sig med det. Og så er det en mulighed for at lære banen rigtig godt at kende. Det er jo ikke en bane, man kan træne på. Så det er på alle måder et rigtig godt tidspunkt, hvor omstændighederne er rigtig gode.

- Masser af Formel 1-kørerer har brændt lyset i begge ender

Efter sine syv sæsoner i Formel 1 vil den tidligere McLaren, Renault og Haas-kører Kevin Magnussen unægtelig tiltrække sig stor opmærksomhed, når han træder ind på Le Mans til sommer. Sådan vil det altid være, når der kommer en kører fra motorsportens kongeklasse, forklarer Jens Winther. At han så skal køre med sin far med den enorme Le Mans-erfaring, gør bare historien bedre og mere interessant både for tilskuere og sponsorer.

Men der skal mere til, for at Kevin Magnussen – på samme måde som sin far – bliver et stort navn på Le Mans.

- Han forventes at kunne blive et stort Le Mans-navn. Det er bare en anden kategori af kørere, der er store på Le Mans. Der er masser af Formel 1-kørere, der har brændt lyset i begge ender på Le Mans og gået skuffede derfra. Så det er ikke en naturlov, at fordi man har været en stærk kører i Formel 1, så bliver man en stærk kører i sportsvogn, forklarer Jens Winther, som dog på ingen måde forventer, at den Le Mans-debuterende Magnussen kommer til at falde igennem.

- Der er ingen tvivl om, at han vil være ekstremt velforberedt. De vil uden tvivl tale en del om det, inden de skal dertil. Og så vil jeg sige; det kommer ikke til at være ringere end første gang, han sad i sin nye bil i USA, og der gjorde han det skidegodt. Det kræver en stor adaptionsevne, og den har han. Bilen skal han nok vænne sig til lynhurtigt. Det største tilvænningsproblem for Kevin, det bliver banen, som er anderledes.

Le Mans køres i 24-timer mellem d. 21. og 22. August. Sidste år blev en udskudt version af løbet kørt for tomme tribuner i september. Her fik Jan Magnussen i sidste øjeblik mulighed for at være med i GTE Am-klassen for det britiske JMW Motorsport-team, efter at High Class Racing måtte trække sin ene bil ud af løbet på grund af pengeproblemer. Igen i år er løbet blevet rykket fra juni, fordi arrangørerne håber på, at der dermed kan nå at komme tilskuere med til løbet