Motorsport

Magnussen bekræfter Le Mans: - Kører for at vinde

Til sommer skal Kevin og Jan Magnussen kører Le Mans sammen. Ambitionerne er til at få øje på.

For nogen handler Le Mans om at være med, men for Kevin og Jan Magnussen er det sejren, der tæller.

Det fortæller Kevin Magnussen, efter det er blevet officielt, at Magnussen junior og senior stiller op sammen i sommerens udgave af det legendariske 24-timersløb. TV 2 SPORT erfarede det allerede onsdag.

- Det er fantastisk. Det er en kæmpe drøm, der går i opfyldelse, og det er sket vanvittigt hurtigt. Vi begyndte at snakke om det for en måneds tid siden, at der var en reel mulighed, så det har været hektisk.

- Vi går ind for at vinde. Ambitionen er at stille med et konkurrencedygtigt hold, så vi kan være med om sejren. Det er specielt, at vi stiller far og søn og samtidig tror på, vi kan vinde. Men jeg tror på det, og vores tredje kører Anders Fjordbach er også god, tilføjer den tidligere Formel 1-stjerne.

Dette års Le Mans afholdes 21.- 22. august. Oprindeligt skulle det afholdes i juni, men det blev udskudt, fordi arrangørerne håber på, at der dermed kan nå at komme tilskuere med til løbet.

Uanset hvad er der grund til at følge den danske bil, siger TV 2 SPORTs motorsportsekspert Jens Winther Jr.

- De kommer til at være i et hårdt felt. Men de er to af verdens bedste sportsvognskørere, som så tilfældigvis er far og søn, siger TV 2 SPORTs motorsportsekspert Jens Winther Jr.

- Dem sætter man så ind i en bil, som er konkurrencedygtig og har fuldstændig de samme forhold som de andre teams. Så selvfølgelig er de favoritter.

Magnussen, Magnussen og Fjordbach skal køre i LMP2-klassen.