Motorsport

Grosjean jubler - tilbage på podiet

Den tidligere Formel 1-kører Romain Grosjean har fået fint gang i karrieren i IndyCar-serien i USA. Senest med en podieplacering for franskmanden.

35-årige Romain Grosjean nåede at køre mere end et årti på motorsportens øverste niveau, men drømmen om en grandprix-sejr blev aldrig opfyldt i Formel 1.

Efter 2020-sæsonen stoppede franskmanden hos Haas-teamet - faktisk et par løb før tid på grund af en alvorlig ulykke.

Men det betyder ikke, at han er færdig med at køre hurtigt på racerbaner rundt omkring i verden. Nu er det i stedet i IndyCar i USA, at Grosjean jagter de sejre, som han aldrig fik i Formel 1.

Og allerede i sit tredje IndyCar-løb blev han placeret bedre end i de foregående ni år i Formel 1. En andenplads i lørdagens 'Grand Prix of Indianapolis' blev det til for Grosjean.

- Det føles som de gode gamle dage, hvor jeg nød at vinde løb, siger Grosjean til motorsportsmagasinet RACER og fortsætter:

- For mig var IndyCar en udfordring, men selvfølgelig er der også en risiko ved sådan et skifte. For mig handlede det om at finde ud af, hvad jeg kunne bedrive. Og jeg synes, at jeg stadig har fornemmelsen. Jeg kan noget.

Haas med lykønskning

Romain Grosjean begyndte Formel 1-karrieren hos Renault, men fik gennembruddet hos Lotus. Og særligt i 2012 og året efter markerede franskmanden sig med i alt ni podieplaceringer over de to sæsoner.

I de efterfølgende syv sæsoner blev det dog kun til en enkelt. Nemlig en tredjeplads i 2015 i det belgiske grandprix.

Dermed blev det ikke til nogen podieplaceringer i de fem sæsoner hos amerikanske Haas, hvor han også var teamkollega med danske Kevin Magnussen, som ej heller var blandt de tre hurtigste i Haas-raceren.

Trods de manglende topresultater har det amerikanske team ikke glemt Romain Grosjeans indsats. De markerede franskmandens aktuelle andenplads på Twitter.

Selvom Formel 1-karrieren ikke bød på sejre for Grosjean og mange sekunda-placeringer særligt i de senere år, betyder tiden på motorsportens øverste niveau stadig en del for ham:

- Formel 1 har været en utrolig del af mit liv, og jeg fortryder intet omkring det. Men selvfølgelig stoppede jeg til sidst, fordi jeg gerne vil kæmpe med om sejre, siger Romain Grosjean.

Men trods andenpladsen i Indianapolis er Grosjean blot nummer 15 i det samlede regnskab for IndyCar-serien.