Motorsport

Magnussen får debut i IndyCar

Et uheld har banet vejen for Kevin Magnussen i den store IndyCar-serie i Nordamerika.

Svenske Felix Rosenqvist kørte i weekenden galt i sin McLaren-racer, og selvom han hurtigt blev udskrevet fra hospitalet, bliver han ikke klar til den kommende weekends løb i IndyCar-serien.

Uheldet har nu åbnet op for Kevin Magnussen, der efter sidste sæson stoppede i Formel 1.

Danskeren kører nu i IMSA-serien for Chip Ganassi Racing, men i den kommende weekend får han debut i IndyCar-serien.

Det skriver Arrow McLaren SP-teamet i en pressemeddelelse.

- Felix bliver erstattet af Kevin Magnussen, som får sin IndyCar-debut. Magnussen har midlertidigt blevet løst fra Racing for at køre for Arrow McLaren SP, skriver holdet.

Magnussen skal køre løbet REV Group Grand Prix på Road America-banen i Wisconsin.

- En stor udfordring at tage direkte til et løb, jeg aldrig har kørt før, men jeg kunne ikke sige nej til muligheden, skriver Kevin Magnussen på Instagram og ønsker samtidig god bedring til Felix Rosenwvist.

Han brød sidste år med Formel 1-holdet Haas for at prøve kræfter med noget nyt efter flere år i motorsportens kongeklasse.

Vigtigst af alt for danskeren var at komme til at køre med om sejrene igen.

- Jeg har været sindssygt fokuseret på Formel 1 hele mit liv og har aldrig haft chancen for at prøve kræfter med andre dele af motorsporten. Men nu er jeg i en situation, hvor jeg sådan set kan prøve det hele. Om det er Nascar, Le Mans, Indycar eller rally. Alt er åbent for mig.

- Lige meget hvad jeg kommer med i, så vil jeg være i en situation, hvor jeg kan vinde. Alt, hvad jeg gør fra nu af, vil jeg gøre for at vinde. Det vil være målet, siger Kevin Magnussen.