Dansk speedwaykører tager endnu en EM-titel

Mikkel Michelsen er for anden gang på tre år europamester i speedway. Leon Madsen blev nummer to i EM-serien.

Der var dobbelt dansk triumf, da EM-serien i speedway lørdag fandt sin afslutning i polske Rybnik.

Mikkel Michelsen endte således som ny europamester, mens Leon Madsen vandt stævnet og tog en EM-sølvmedalje.

Det er anden gang, at Mikkel Michelsen kan lade sig kåre som europamester. Det skete også i 2019. Sidste år blev det til en fjerdeplads.

Inden finaleheatet i Rybnik lørdag var Leon Madsen den eneste, der kunne vippe Mikkel Michelsen af førstepladsen i stillingen, men selv om Madsen altså vandt, så blev det ikke til guld. Michelsen blev nummer to og holdt sig på toppen.

Ud over EM-triumfen så kan Michelsen også glæde sig over, at han nu er kvalificeret til næste års VM-serie.

Dette års VM-serie skydes i gang i Prag i den kommende weekend med grandprixer både fredag og lørdag i den tjekkiske hovedstad. Leon Madsen og Anders Thomsen repræsenterer Danmark.

11. september kommer VM-serien forbi Vojens.