Nicki Pedersen "sov på stedet" efter uhyggeligt styrt
Den danske speedwaykører er kommet med en opdatering om sit helbred, efter at han tirsdag aften styrtede under en ligamatch i Polen.
Nicki Pedersen er uden tvivl en lettet mand.
Tirsdag aften var den tidligere danske verdensmester involveret i et uhyggeligt styrt, da han var i aktion for sin polske klub GKM Grudziadz i den polske speedwayliga.
44-årige Pedersen røg ned efter en kollision med sin danske holdkammerat Kenneth Bjerre og Jack Holder fra modstanderholdet Torun.
- Jeg var bevidstløs og sov på stedet, efter at jeg havde ramt stakittet med kraftig fart. Jeg begyndte først at mumle lidt efter nogle minutter, sagde min holdkammerat Kenneth Bjerre, som også var med i styrtet. Så lyset var totalt slukket, skriver Nicki Pedersen på Instagram onsdag morgen.
- Jeg husker kun lige styrtet, inden jeg rammer stakittet med hovedet og kroppen, og derfra husker jeg ikke noget, indtil jeg er på vej på hospitalet i en ambulance.
Har udskrevet sig selv
Nicki Pedersen har fået scannet hele sin krop og melder om intet brækket, men han har mange smerter i hele kroppen. Derudover har han en indre blodansamling på leveren, som han skal være opmærksom på, hvis der skulle opstå voldsomme smerter.
- Jeg har udskrevet mig selv, selvom hospitalet mente, jeg skulle ligge natten over til observation, skriver han.
Den danske speedwaykører er på vej tilbage til Spanien, hvor hans kæreste befinder sig.
- Jeg tror, at den næste uges tid går med smerter og restitution. Men med sådan et voldsomt styrt skal jeg se positivt på situationen, for det kunne have gået rigtig galt, skriver Nicki Pedersen afslutningsvis.
Har appelsag hængende over hovedet
Nicki Pedersen fik i sidste uge inddraget sin licens i seks måneder som følge af truende og usportslig adfærd i en ligamatch for Holsted i begyndelsen af juni.
Pedersens advokat appellerede dog efterfølgende kendelsen, og så længe der ikke er truffet en endelig afgørelse, kan Nicki Pedersen blive ved med at køre.