Motorsport

Lundgaards bagdæk hopper af i garagen

Racertalentet Christian Lundgaards bagdæk hoppede og dansede i garagen under Formel 2-løb på Silverstone.

Den danske racerkører Christian Lundgaard blev offer for en mekanikerfejl i søndagens racerløb i Formel 2 på Silverstone.

På den niende af i alt 29 omgange kørte den 20-årige dansker i pit, og da han skulle ud ad garagen igen, gik det galt - venstre bagdæk sprang af og hoppede og dansede hen over bilen.

Lundgaard havde ellers lige kørt sig op på en sjetteplads, men chancen for en topplacering forsvandt med fejlen.

Overblikket manglede tilsyneladende i Art-holdets garage, da det danske racerhåb havde fået tydeligt tegn til, at han kunne træde på speederen, men det viste sig, at bilen ikke var helt køreklar.

Der gik således dyrebare sekunder med at få løst situationen og skruet dækket tilbage på bilen.

Derudover betød den kostbare mekanikerfejl, at danskeren blev tildelt en tidsstraf.

Christian Lundgaard lå dermed sidst blandt de 22 kørere og havde næsten et helt minut op til den nærmeste konkurrent, da danskeren atter kørte sin racerbil ud på banen.

Lundgaard sluttede på 21.-pladsen i løbet, der blev vundet af kineseren Guanyu Zhou fra Alpine-teamet.

Danskeren er selv en del af Alpines talentprogram, hvorfra holdet rekrutterer kørere til Formel 1.

Lørdag blev Lundgaard nummer tre og 13, da der blev kørt to sprintløb på Silverstone.