Verdensmester guider dig gennem den perfekte Le Mans-omgang

I 24 timer kører Le Mans-deltagerne rundt på den samme bane igen og igen. Her kan du se de udfordringer, kørerne møder undervejs.

Der er mange veje til et succesrigt Le Mans, selvom der kun er én vej rundt på Circuit de la Sarthe.

Banen er 13,626 kilometer lang, og med de mange højhastighedssektioner kan kørerne eftersigende trykke speederen i bund i rundt regnet 85 procent af tiden.

Det skaber et stort pres på bilerne, da motoren og bremsesystemet bliver udnyttet til det yderste. Og så stiller det naturligvis store krav til kørerne, der igen og igen og igen skal finde den optimale linje og derefter bremse, dreje og gasse op på det helt rigtige tidspunkt.

I klippet herover viser den erfarne Le Mans-kører Nicki Thiim den omgang, man bør stræbe efter at køre på den ikoniske bane.

Nicki Thiim er regerende WEC-verdensmester. I år kører han Le Mans for Aston Martin Racing i GTE Am-klassen.

Fire nøglepunker

For kørerne er det en kunst at holde fokus hele vejen rundt på banen - uanset hvor lang tid, de har siddet i bilen. Og uanset hvor længe de skal sidde der endnu.

Men der er alligevel fire punkter, hvor det ifølge vores motorsportseksperter Jens Winther og Christoffer Nygaard er en god idé at være ekstra koncentreret.

Jens Winther Jr. og Christoffer Nygaard guider dig gennem Le Mans-banen.

Dunlop-chikanen: - Det udfordrende er, at man kommer i høj fart op mod Dunlop-broen. Den er egentlig blind, når man starter svinget. Derfor er det udfordrende at se, hvor man skal hen, når man er i så høj fart. Al vægten er på venstre side, og så skal man have vægten over på højre side, når man skal rundt i chikanen. Det giver en del udfordringer med det balanceskift i bilen, siger Christoffer Nygaard.

Mulsanne-svinget: - Det er et af de sving, hvor man kan tabe rigtig, rigtig meget tid. Man kommer ned ad langsiden fra den anden chikane, og så skal man bremse ned. Fordi man næsten er i topfart, er det et sted, hvor man gerne vil bremse så sent som muligt. Men det er også et af de steder, hvor der ikke er særligt meget afkørsel. Derfor kan man rigtig hurtigt smide det hele væk, siger Christoffer Nygaard.

Indianapolis-svinget: - Det er et af mine favoritsving på Le Mans. Det er et megafedt sving. Man kommer ind i den første del med ekstremt meget fart på, og så skal man styre ned mod venstre, mens man prøver at få hold på bilen, inden man kommer ned til svinget, siger Christoffer Nygaard.

Arnage-svinget: - Her skal man være rigtig vågen, for det er et sted, hvor det er godt at overhale. Specielt om aftenen kan det være svært at se, hvor langt væk folk er – og om der er nogen på siden af dig.