Dansker udgår efter kæmpeuheld
Nicki Thiim melder game over i årets Le Mans, da hans holdkammerat Marcos Gomes kørte galt i holdets bil.
Alt skal gå op i en højere enhed, når der skal køres racerløb i 24 timer i streg.
En lille fejl, et mekanisk problem eller uopmærksomhed kan sætte en stopper for det hele, før det faktisk er gået i gang.
Efter få timer af årets 24 timers Le Mans kørte Aston Martin #98-bilen galt i et sving. Bag rattet sad Marcos Gomes, der heldigvis kunne forlade området gående.
Det store uheld betød dog også, at den danske stjerne Nicki Thiim måtte sige farvel til Le Mans. Han er nemlig en del af Aston Martin #98-raceren, som altså ikke var i stand til at fortsætte.
- Game over. Jeg er glad for, min holdkammerat M. Gomes er okay. Nogle ting ændrer sig bare aldrig, skriver Nicki Thiim til sine mere end 40.000 følgere på Instagram.
Her annoncerer han altså det, mange frygtede, da Aston Martin-bilen kørte galt. At den ikke er i stand til at fortsætte de sidste 20 timer af det legendariske motorløb.
Det store uheld satte løbet på standby, fordi der blev sendt safety cars på banen.
Nicki Thiims hold havde ellers undervejs i de første timer kørt sig op på en andenplads i klassen, mens Nicki Thiim tidligere har vundet Le Mans. Derfor var der af gode grunde store forventninger til danskerens hold.
TV 2 SPORT forsøgte at få en kommentar fra Nicki Thiim i Frankrig, men han ønskede ikke at stille op efter skuffelsen.
Le Mans bliver kørt i 24 timer fra lørdag klokken 16 til søndag klokken 16.
Du kan følge hele løbet i livebloggen på sport.tv2.dk eller se med på TV 2 og TV 2 PLAY.