Én skiller sig ud blandt historisk mange danskere
Ti danskere stiller til start i årets Le Mans, og flere af dem har gode chancer for at sikre et godt dansk resultat.
Der bliver ikke mangel på danskere ved dette års Le Mans, hvor historiske ti danske kørere stiller til start.
Og selvom de historisk mange danskere ikke nødvendigvis er lig med store danske præstationer, er der alligevel god grund til allerede nu at finde de rød-hvide remedier frem.
TV 2 SPORTs motorsportsekspert Jens Winther spår nemlig gode podiemuligheder for flere danskere, hvor især én bil skiller sig ud som den helt store favorit til en rød-hvid Le Mans-sejr.
Bilen er en Porsche, klassen er GTE Pro, den danske kører er Michael Christensen, og ifølge Winther er hans succeskriterie klart:
- Han skal vinde klassen.
Christensen er også den seneste danske Le Mans-vinder. Han vandt løbet i 2018 i GTE Pro-klassen med Kevin Estre og Laurens Vanthoor. Og nu er han altså igen en af favoritterne.
Herunder giver motorsportsekspert Jens Winther sit bud på, hvad vi skal forvente os af årets danske Le Mans-kørere:
Dennis Andersen og Marco Sørensen
High Class Racing #20 (danskerbil), LMP2
- De har en rigtig god mulighed, fordi deres kørere er stærke på langdistanceløb. Marcus Sørensen er tidligere verdensmester og er noget af det mest erfarne. Og så er han i vanvittig god form. Dennis Andersen er trådt ud af den bil, han plejer at køre i med Jan Magnussen og Anders Fjordbach, og det kan sagtens give ham en motivation. Han er samtidig en erfaren kører, der laver få fejl. Og tredjemanden Rick Taylor er også virkelig god.
- Så det er en bil, som på speed med Taylor og Marco skal være helt oppe i toppen. Det afgørende bliver, om teamet kan bære dem igennem hele vejen, og om kørerne kan holde et stabilt niveau.
Anders Fjordbach, Jan og Kevin Magnussen
High Class Racing #49 (danskerbil), LMP2
- Der er ingen grund til at tale om Jans og Kevins evner, for der er ingen tvivl om, at de begge vil levere. Derudover er de tre køreres helt store force, at der ikke kommer noget internt i vejen for dem. Jan vil Kevin det absolut bedste. Kevin vil gerne levere, fordi han er der for første gang, og Fjordbach er bare glad for at være med som den erfarne og faste størrelse i bilen.
- Det eneste minus er, at Kevin er ny, hvorfor han kan komme til kort, når løbet bliver usædvanligt. Og det gør Le Mans for alle. Du kan øve dig på alt, men alligevel kommer du til at møde tre ting, hvor du tænker ”det var lige godt satans”. Der skal Kevin læne sig tilbage og tro på, at det Jan siger og beslutter, sammenholdt med hans egen racererfaring, er den vej, man skal gå. Men jeg tror nu nok, det bliver godt.
Michael Christensen
Porsche #92, GTE Pro
- Michael er i min bog den mest åbenlyse danske favorit til en sejr. Hans succeskriterie skal være at vinde klassen. Det skal han blandt andet, fordi han har fantastiske medkørere. Kevin Estre er vanvittig god, og ham og Michael er så fasttømret et makkerpar, som man kan blive. Og så har de fået Neel Jani med, som har vundet Le Mans tidligere. Han er bare blæsende god.
- Dem tror jeg meget på, og det er nok det eneste hold med danskere, hvor man kan sige, at en sejr simpelthen er succeskriteriet
Mikkel Jensen
Ferrari #57, GTE Am
- Mikkel er vores nye stjerne. Han er en fantastisk racerkører, og han gør det ekstremt godt. Han er faktisk pivende god. Så der er ingen tvivl om, at Mikkel Jensen kommer til at gøre alt rigtigt. Mikkel har dog det minus, at hans medkørere ikke er helt så gode som ham selv. Derfor er det ikke den oplagte favoritbil. De kan vinde lidt på at være hurtige med Mikkel og så være der på de rigtige tidspunkter. Men jeg ser ikke en podiemulighed for dem, medmindre der sker noget virkelig underligt.
Nicklas Nielsen
Ferrari #83, GTE Am
- Ligesom med Mikkel Jensen er holdet ikke det stærkeste. Men kørerne og teamet, han er omgivet af, er lidt bedre. Nicklas Nielsen er dog stadig med afstand det største talent på holdet. Han er virkelig hurtig, og han er bare generelt en rigtig dygtig kører. Derfor vil jeg nok sige, at de har en reel outsider-mulighed for en podieplads.
Michelle Gatting
Ferrari #85, GTE Am
- Michelle og hendes medkørere er og bør være i den bedste halvdel af GTE Am-feltet. De er et team, som gør det virkelig godt, og de har været på Le Mans flere gange. Rahel Frey og Michelle er godt sammenkørt, og de er et skidegodt team. Den nye tredjekører Sarah Bovy virker til at være mere solid end de bronzekørere, de tidligere har haft. Så forudsætningerne for, at det skal blive godt, er på plads. Jeg vil sige, at de måske har en outsiderchance for en podieplads. Men det bliver svært.
Nicki Thiim
Aston Martin #98, GTE Am
- Den er lidt svær. Nickis medkører Paul Dalla Lana er rigmanden over dem alle, som sørger for, at der er noget at køre i, mens Nicki uden tvivl er en af verdens bedste racerkørere. Han er bare vanvittig god og bundragende solid. Men det er Lana faktisk også. Han leverer som regel en god præstation, så han skal bare puttes i bilen på de rigtige tidspunkter. Jeg ser det som en parring, der, lidt afhængig af tredjemanden Marcos Gomes, har mulighed for at køre sig i top 5.