Se billederne fra dramatisk Le Mans-start
Regnvejr har præget indledningen på dette års Le Mans, hvor flere biler allerede har været i problemer.
Stabilitet er en vigtig faktor, når man skal præstere godt til Le Mans. Vilkårene for at gøre det har været markant sværere i dette års begyndelse, hvor regn og kaos har præget løbets start.
Da klokken slog 16.00 lørdag, begyndte uret at tælle ned, men løbet blev ikke frigivet som normalt. Grundet de store mængder regn blev kørerne sendt rundt på flere forberedelsesomgange, så de kunne tilpasse sig den våde bane.
Det var dog langt fra alle kørerne, der fik den start, de drømte om. Da løbet endelig blev givet frit klokken omkring 16.15, gik der under et minut, før den første bil var kørt af banen. Og de efterfølgende minutter fulgte en række andre biler trop.
Herunder kan du se en række af de biler, der røg af banen i de spæde minutter af årets Le Mans. Og i videoen i toppen af artiklen kan du se et sammenklip af den dramatiske start.