To Magnussen-uheld på ti minutter
High Class Racing #49 fik en forfærdelig afslutning på natten, da bilen kørte af banen to gange på få minutter.
Hvis skuffelsen over bilens begrænsede fart ikke var nok, så rundede den rent danske bil natten af med nogle rædderlige minutter.
Først blev Jan Magnussen puffet af banen af Roman Rusinov i G-Drive #26, og kort efter kørte Magnussen selv af banen.
Magnussen nåede at holde helt stille i gruset, inden han fik gang i bilen og kørte videre efter Rusinovs puf - der i øvrigt kostede en tidsstraf på ti sekunder.
Men han fik ikke ret mange minutter på banen, før det ene dæk pludselig punkterede.
Det gav et stort bump, så Jan Magnussen mistede herredømmet over bilen. Derfor kørte han ud i barrieren til venstre, så bilen på få minutter blev skadet både på fronten og bagpå.
Jan Magnussen er derimod okay, oplyser High Class Racing til TV 2 SPORT.
Frygteligt
Her fortæller Jan Magnussen om situationerne:
- Der var en der gav mig et ordentligt hug på vej ind i Arnage-svinget. Jeg får den i gang igen. Bilen føltes okay, og teamet ville se, om der var noget. På omgangen efter syntes jeg, den var lidt løs bagi i sving 1. Da jeg så kom ned til Dunlop-s’et, eksploderede baghjulet. Jeg røg i hegnet og ødelagde forhjørnet og baghjørnet.
Hvad har det været for et Le Mans?
- Fandme fedt, at Kevin er her. Alt andet har været frygteligt, siger Jan Magnussen.
Det andet uheld skete, da Magnussen kun var få sekunder inde i en ny omgang. Derfor var der meget langt rundt til pitten, hvilket tog en hel del tid.
Da den rutinerede Le Mans-kører endelig nåede rundt, tog det teamet cirka ti minutter at ordne bilen og sende den af sted igen.
Da det skete, var det med Kevin Magnussen bag rettet og på en placering som nummer 19 i LMP2-klassen.