Motorsport

Dansker involveret i voldsomt uheld på hjemmebane

Afslutningen på det internationale speedwaygrandprix i Vojens blev præget af et grimt styrt i den anden semifinale.

Lørdag aften blev der helt stille omkring speedwaybanen i Vojens, hvor det kunne være endt helt galt i den anden semifinale.

Her mistede Mikkel Michelsen kontrollen med sin cyklen, da han var på vej ind i et sving. Danskeren kørte kun på baghjulet, og så ramte han svenske Frederik Lindgren, som blev skubbet ud over styret på sin cykel.

Det holdt svenskeren godt fast i, mens tiden gik i slowmotion. Lindgren hang med hovedet ud over styret, da han hvad der føltes som en evighed senere ramte de oppustelige bander med ryggen, mens cyklen slog en kolbøtte over ham.

Adskillige folk stormede hurtigt ind på banen, og straks efter kom en ambulance også ilende. I flere minutter var der meget stille i Vojens, men gudskelov kunne begge kørere selv gå fra stedet.

Mikkel Michelsen gik hen til Frederik Lindgren, tilsyneladende for at undskylde, inden de forlod banen sammen med deres entourage.

- Jeg har det okay. Det, der gør mest ondt, er nok min stolthed. Heldigvis skete der ikke det store – jeg er lidt øm, men det er ikke noget alvorligt. Det var lidt værre for Lindgren, der tog en ordentlig tur, siger Mikkel Michelsen til TV3 Max.

Ny mand i front

Efterfølgende blev Mikkel Michelsen diskvalificeret, hvorefter heatet blev ’frosset’. Det betød, at Artem Laguta og Tai Woffinden gik videre til finalen, hvor Bartosz Zmarzlik og Emil Sayfutdinov var kvalificeret fra den anden semifinale – hvor Leon Madsen i øvrigt sluttede sidst.

I finalen fik Laguta den bedste start, da bandereklamen var skiftet, efter Lindgren landede oven på det. Laguta var ganske suveræn, mens Zmarzlik vandt kampen om andenpladsen foran Sayfutdinov. Tai Woffinden blev nummer fire.

Grandprixsejren sender Artem Laguta op på førstepladsen i den samlede VM-stilling. Han er et point foran Bartorsz Zmarzlik.