Motorsport

F1-stjerner hylder motorcykellegende

42-årige Valentino Rossi har inspireret Lando Norris og Lewis Hamilton i sin karriere, der slutter søndag.

Motorcykelsportens allerstørste stjerne kører søndag i garagen for sidste gang.

I en alder af 42 år indstiller italieneren Valentino Rossi sin karriere, når sæsonens sidste MotoGP-grandprix løber af stablen i spanske Valencia.

Det har fået flere af motorsportens andre store stjerner til at diske op med pæne ord om den syvdobbelte verdensmester i MotoGP.

Lando Norris, der kører Formel 1 for McLaren, hyldede i 2019 sit store barndomsidol med en specialdesignet hjelm, og han er bedrøvet over ikke at skulle opleve Rossi på racerbanen længere.

- Det er sørgeligt. Jeg kommer til at savne ham. Det var ham, jeg sad og så på, da jeg var fire-fem-seks år gammel, siger Lando Norris ifølge Reuters.

- Han fik mig til at køre ræs, og det var på grund af ham, jeg begyndte at køre motorcykel, siger Norris, der siden skiftede fra to hjul til fire hjul.

- Han er den, jeg har set op til, og han har på en måde hjulpet mig til, at jeg er, hvor jeg er i dag. Uden at have set på ham ville mine ambitioner som racerkører nok ikke have været så høje, siger Lando Norris.

En legende

Valentino Rossi vandt sit første verdensmesterskab i 1997, og den første VM-titel i den øverste klasse kom i 2001. I alt har han vundet ni VM-titler - den seneste i 2009.

Siden da er han blevet overhalet af yngre kræfter, og i sidste sæson sluttede han på 15.-pladsen i den samlede VM-stilling.

Heller ikke den regerende Formel 1-verdensmester, Lewis Hamilton, glæder sig til en fremtid uden Valentino Rossi på motorcyklen.

- Det er sørgeligt, at Valentino stopper, men jeg synes, at hans kørsel og hans tilgang til karrieren har været helt utrolig.

- Den passion, han har haft så længe, er skinnet igennem. Han er en stor legende og en af de allerbedste nogensinde, siger Lewis Hamilton.

I løbet af sin karriere har Valentino Rossi vundet 89 grandprixer i MotoGP. Det er flest af alle.