Motorsport

Irriteret Magnussen misser Le Mans for første gang i 24 år

For første gang siden 1998 skal Jan Magnussen ikke køre Le Mans. Til stor ærgrelse for hovedpersonen selv.

Hvert år siden 1999 har Jan Magnussen været en del af Le Mans. Men sådan bliver det ikke i 2022.

For her har det danske Le Mans-ikon for første gang i 24 år ikke fået en plads i det legendariske franske racerløb. Det stod klart, da Le Mans fredag løftede sløret for startlisten til årets udgave af langdistanceløbet.

- Det er selvfølgelig irriterende, siger Jan Magnussen til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Det er ærgerligt, men det er jo ikke fordi, at jeg ikke har prøvet at køre løbet før. Men det er da irriterende, for jeg ville skide gerne have været med. Det er et fantastisk løb og absolut årets højdepunkt for enhver racerkører. Det er tough.

48-årige Jan Magnussen forsøgte at få en såkaldt entry til LMP2-klassen på Le Mans sammen med det danske Team High Class Racing, som han også kørte Le Mans for sidste år. Dengang sammen med sønnen, Kevin Magnussen, og Anders Fjordbach. Men Kevin Magnussens pludselig comeback til Formel 1 kostede dén drøm.

- Det blev ret hurtigt klart, at Kevin ikke kunne være med. Og så har vi andre egentlig bare gået og ventet på, at der kom svar fra dem (Le Mans, red.). Og det kom så desværre fredag. Sådan er det sgu, siger Jan Magnussen.

Stadig spinkel mulighed

Officielt er der dog fortsat en chance for Magnussen og High Class Racing.

For på den officielle reserveliste, som Le Mans også offentliggjorde fredag, står High Class Racings bil nummer 49. Endda fortsat med Kevin Magnussen som kører – sammen med Jan Magnussen og amerikanske Mark Patterson.

Men den spinkle mulighed for Le Mans-deltagelse er også for spinkel, hvis man spørger Jan Magnussen.

- Jeg tror ikke, at der er flere chancer. Jeg tror ikke, at der kommer flere muligheder i år, så vi kigger bare frem mod næste år.

- Vi er nummer ét på reservelisten. Hvis der er en, der falder fra, er det vores bil, der kommer ind. Men det er for sent. Du kan ikke nå at gøre dig klar til det, så selvom der er en, der ryger ud nu, er det nok en anden bil på listen, der kommer med, siger Jan Magnussen.

Danskere til start i Le Mans 2022

LMP2:

Michael Jensen, Team CD Sport, Ligier

Oliver Rasmussen, Team JOTA, Oreca

David Heinemeier-Hansson, Inter Europol Competition, Oreca

Nicklas Nielsen, AF Corse, Oreca

GTE Pro:

Michael Christensen, Porsche GT Team, Porsche

GTE Am:

Marco Sørensen, TF Sport, Aston Martin

Mikkel Pedersen, Team project 1, Porsche

Mikkel Jensen, Kessel Racing, Ferrari

Frederik Schandorff, Kessel Racing, Ferrari

Michelle Gatting, Iron Dames, Ferrari

Nicki Thiim, Nothwest AMR, Aston Martin

 

 

Og hvad skal en mand, der nærmeste er personificeret ved Le Mans, så lave, når det franske løb bliver kørt 11.-12. juni? Det vides ikke. Men i hvert fald ikke til Frankrig.

Skal du derned og opleve det?

- Nej, jeg finder på noget andet, siger Jan Magnussen.

Kigger frem mod 2023

Men i stedet for at græde snot, ser Jan Magnussen allerede nu frem mod næste års Le Mans. En jubilæumsudgave af løbet, der i 2023 kan fejre 100-årsjubilæum.

- Nu arbejder vi bare videre på næste år med nye muligheder, siger Jan Magnussen, der dog ikke ved, om det bliver med High Class Racing eller et helt andet team:

- Der, hvor der er en mulighed for at køre, kører jeg.

De fleste Le Mans-deltagere er automatisk kvalificeret via deres deltagelse i verdensmesterskabet for langdistancebiler, WEC, mens andre er kvalificeret via den europæiske Le Mans-serie, ELMS. Og så er der en række biler, der via andre mesterskaber har kvalificeret sig.

Dette har High Class Racing dog ikke været en del af, og derfor er det alene op til Le Mans at beslutte, om teamet kan være med eller ej. Og det blev altså ikke til grønt lys i år.

Der bliver dog i den grad fortsat dansk deltagelse ved årets Le Mans, hvor hele 11 danskere er med til start.