Motorsport

Far og søn dræbt i verdens farligste racerløb

265 deltagere er nu døde under Isle of Man TT siden løbets begyndelse i 1907.

En far og søn-duo fra byen Crewe i det vestlige Storbritannien er blevet dræbt under et styrt i verdens største og farligste gaderæs – The Isle of Man Tourist Trophy.

Det bekræfter arrangørerne overfor flere medier, herunder nyhedsbureauet Reuters.

Dermed steg dødstallet ved årets racerløb til fem fredag.

På sidste omgang af fredagens andet sidevognsløb kørte Roger og Bradley Stockton galt i et sving ved ”Ago’s Leap” på øen Isle of Man i det Irske Hav.

I en erklæring skriver arrangørerne, at det er "med en dyb følelse af sorg", at de kan bekræfte, at begge kørere blev "dræbt i en hændelse på anden og sidste omgang af det andet sidevognsløb".

- The Isle of Man TT Races videregiver deres dybeste sympati til Roger og Bradleys familier, kære og venner, tilføjer de.

Sikrede en ottende plads i løbet før

Efter hændelsen meddelte arrangørerne, at resten af ​​dagens løb var blevet aflyst på grund af forværrede vejrforhold.

Far og søn på henholdsvis 56 og 21 år konkurrerede også som fører og passager i stævnets første sidevognsløb på lukkede offentlige veje rundt om øen. Her sikrede de sig en ottendeplads. Se løbet her.

Roger Stockton, føreren af sidevognen, var en erfaren TT-kører, da han fredag deltog i løbet for tyvende gang. Det var dog kun sønnens første løb på øen.

- Jeg er gået på pension et par gange før, men vender altid tilbage for min kærlighed til sporten. At gå rundt på banen med mit eget kød og blod vil være utroligt, sagde faren tidligere på året.

Fem dødsfald i år

Dødsfaldene følger tre andre dødsfald under årets Isle of Man TT, som varer to uger.

Den franske sidevognschauffør Cesar Chanal døde i en ulykke ved Ago's Leap i lørdags, mens den walisiske Supersport-rytter Mark Purslow på 29 år døde i kvalifikationsrunderne i sidste uge.

Den tredje racerkører døde mandag. Her blev den nordirske Isle of Man TT-veteran Davy Morgan på 52 år dræbt i et styrt på sin motorcykel.

Verdens farligste racerløb

Roger og Bradley Stocktons død er nummer 264 og 265 på listen over dødsfald siden løbets begyndelse i 1907.

Dødsfaldene spreder sig ud over TT-løbene, Manx Grand Prix og Classic TT. Dertil er 15 tilskuere og ansatte ved løbet også omkommet.

Det eneste år uden dødsfald var 1982. Det mest dødelige år var 2005, hvor 11 mennesker døde; herunder ni ryttere og to medarbejdere.

Løbet i 2022 er første gang siden 1989, at fem TT-konkurrenter er døde i samme år.

Løbet er derfor i folkemunde blevet kaldt verdens farligste inden for motorsport.