Le Mans-dansker fik øjenåbner og tabte sig ni kilo på få måneder
Racerkører Michelle Gatting har givet sig selv en stor fordel i forbindelse med årets Le Mans.
Se Le Mans på TV 2 og TV 2 PLAY lørdag fra klokken 16.00.
Når det 24 timers lange Le Mans bliver sat i gang på lørdag, er der kun én dansk kvinde til start.
Navnet er Michelle Gatting, og den 28-årige racerkører stiller op i det prestigefyldte løb for fjerde gang i karrieren.
Men den her udgave bliver anderledes, fordi Gatting ifølge egne ord er en anden udgave af sig selv. I et opslag på sine sociale medier åbnede hun i sidste uge op om en meget personlig udvikling.
- Da sidste sæson var slut, stod det ret klart for mig, at det var på tide at tabe mig. Hvorfor? Fordi jeg ser på mig selv som en professionel atlet, og på det stadie var jeg bestemt ved at blive for tung, synes jeg.
Gatting skriver i sit opslag, at vægten måske ikke har den store indflydelse, når man kører en GT-bil.
Alligevel fik hun en øjenåbner.
- En ingeniør fortalte mig en gang, at han altid ville vælge den letteste racerkører til en kvalifikation, og det blev det lidt af et wake-up call for mig.
"Jeg er stolt"
Gatting har i mange år gået meget op i træning, men hun har ikke haft fokus på at have en personlig træner, følge et specifikt program eller tænke på kosten.
Derfor kontaktede den danske racerstjerne en personlig træner, og herfra tog det fart. Kort før Le Mans kunne hun nemlig dele en glædelig nyhed.
- Jeg er stolt over, at jeg er trådt op på vægten for at indse, at jeg har tabt mig ni kilo på fem måneder.
- Målet var naturligvis at blive så fit og let som muligt til Le Mans, men rejsen fortsætter naturligvis også bagefter, lyder det i opslaget.
Men inden fokus bliver rettet på, hvad der sker efter Le Mans, er der lige et drønhårdt 24 timers racerløb, der skal afvikles.
Michelle Gatting stiller op i GTE Am-klassen for Iron Dames, der starter som nummer seks i den pågældende klasse.
Vægttab har givet ny udfordring
Og for at det ikke skal være løgn, så har de mange tabte kilo givet Gatting lidt af en ny udfordring.
Det fortæller hun til TV 2 SPORT, der har talt med hende i Frankrig om det personlige opslag på de sociale medier.
- Jeg har jo smidt nogle kilo, og det har resulteret i, at jeg ligner en sæk kartofler i min kørerdragt. Den er lidt stor, siger hun med et stort smil på læberne.
For den nye udfordring er selvsagt bare en bagatel sammenlignet med det, hun har vundet på sit vægttab.
- Nu kan jeg holde koncentrationen længere tid og være fokuseret over flere timer. Det har jeg også kunnet de sidste år, men nu er det lettere for mig, og det bliver en fordel for mig i det her løb.
Gattings hold kører en Ferrari med mere end 400 hestekræfter, som kan køre omkring 300 kilometer i timen på langsiderne.
- Det er ikke bare at sætte sig ind i bil, som man kender det, når man kører fra København til Aalborg og sidder med armen i karmen. Det her er jo enormt fysisk krævende, forklarer hun.
Blev også motiveret af teamkollega
Den danske racerkører stiller op sammen med schweiziske Rahel Frey og belgiske Sarah Bovy. Førstnævnte endte faktisk med at blive en stor motivationsfaktor i Gattings vægttab.
- Årsagen bag, jeg har tabt mig, er jo også for at komme tættere på Rahel Frey. Hun er ikke særlig høj og vejer 57 kilo med kørerdragt, hjelm og alt.
- Derfor var det vigtigt for mig at komme en lille smule tættere på hende, fordi det i sidste ende er tiendedele af et sekund, vi taler om, siger hun til TV 2 SPORT.
Michelle Gatting er langt fra den eneste dansker, der stiller op i Le Mans. Du kan få hele overblikket over de Le Mans-danskerne her.
Og så kan du med optakt fra lørdag klokken 15.00 på TV 2 se, hvordan det går Gatting og hendes hold i det hårde racerløb i Frankrig.