Dæk eksploderede efter dansk fejl: - Det gør sgu ondt

Den danske racerkører Michael Christensen punkterede og mistede førstepladsen i GTE Pro-rækken i Le Mans.

Se Le Mans lige nu på TV 2 og TV 2 PLAY.

Der skete det, der ikke måtte ske for Michael Christensen i Porsche-bilen ved dette års Le Mans.

Den danske racerkørers højre fordæk eksploderede, og så mistede han og holdet førstepladsen i GTE Pro-rækken i 24 timers-løbet.

Dækeksplosionen skete, kort efter Christensen var kørt af banen i et sving, hvor han også tidligere havde problemer og kørte af banen.

- Jeg ved ikke, hvad fanden der foregik i det sving. Jeg havde et problem i stintet inden og var meget opmærksom på, at det sving driller, siger Michael Christensen til TV 2 SPORT.

- Jeg låste forhjulet, og det var nok til, dækket eksploderede senere hen. Jeg er sindssygt frustreret. Det gør sgu ondt.

Danskeren trillede langsomt mod pitten, men mistede dyrebar tid over flere kilometer.

Der var kørt over to tredjedele af løbet, og Michael Christensens Porsche-team førte løbet inden uheldet.

Straks efter uheldet overtog et af Corvettes hold føringen. Flere andre hold avancerede også.

Klokken 07.45 kørte Michael Christensen omsider ind til mekanikerne i pitten, men sejren ser nu ud til at være forduftet for Porche-mandskabet, der efter uheldet er røget ned som nummer fem.

Følg løbet i livebloggen herunder, eller se med på TV 2 og TV 2 PLAY.