Motorsport

Retssag får dansk racerkører til at droppe løb

Den 29-årige racerkører Nicolaj Møller Madsen har valgt at udeblive fra sidste afdeling af et løb i Tyskland.

Det har været en hård periode for Nikolaj Møller Madsen.

Racerkøreren blev i slutningen af september dømt skyldig i en sag om flugtbilisme, efter han tilbage i 2020 påkørte en 78-årig kvinde i et lyskryds og kørte videre uden at stoppe op.

Den ældre kvinde brækkede hoften og en finger i hændelsen, der førte til, at Nikolaj Møller Madsen nu har modtaget en dom på 14 dages ubetinget fængsel.

Hele sagen og mediernes dækning af den har nu fået hovedpersonen til at trække sig tilbage i en periode for at beskytte sit hold.

- Jeg vil gerne informere, at jeg ikke skal køre på Hockenheim i den sidste afdeling af ADAC GT4 Germany.

- Jeg har valgt at at trække mig grundet måden, medierne håndterer en privat retssag på. Jeg gør det for at beskytte holdet og mine partnere og sponsorer fra unødvendig opmærksomhed fra medierne, skriver Nicolaj Møller Madsen i et opslag på Facebook.

Uddybende skriver racerkøreren, at han ser frem til at få afsluttet sagen, så han kan fortsætte sit arbejde med W&S Motorsport.

Nicolaj Madsen gør det også klart, at han ikke ønsker at kommentere situationen yderligere, og at han på ingen måde er ved at indstille sin karriere.

Ud over de 14 dages ubetinget fængsel er Nikolaj Møller Madsen også blevet tildelt en bøde på 13.500 kroner, ligesom han er blevet frakendt førerretten i halvanden år.

Den 29-årige racerkører har anket dommen.