Motorsport

Vildt dyreliv skaber røre før stort løb

MotoGP er kommet til Australien, hvor en wallaby var tæt på at kollidere med spansk kører og hans motorcykel.

Flere af deltagerne ved weekendens MotoGP i Australien er utrygge ved de vilde dyr, der færdes på racerbanen.

Den spanske kører Aleix Espargaro undveg fredag lige nøjagtig en kollision med en hoppende wallaby, der minder om en kænguru, men er mindre.

Hændelsen blev efterfølgende adresseret af kørerne over for MotoGP på et sikkerhedsmøde forud for søndagens grandprix.

- I begyndelsen af mødet grinte alle. Men de forstod godt, at det var meget alvorligt, når det kommer til sikkerheden.

- Det er uacceptabelt for mig. Det er meget farligt, og lad os se, om de kan forbedre det. Vi har bedt dem om at lukke banen lidt bedre af, siger Aleix Espargaro.

Fugle kan også blive et problem

Store fugle har også indtaget racerbanen på Philip Island lidt syd for Melbourne, og den spanske kører erkender, at det kan være svært at hindre fuglene i at få adgang til anlægget.

- Det kan ske, at der er fugle. Men det må ikke ske, at der er wallabies. Hvis jeg havde ramt den i går, hvor jeg kørte med 220 kilometer i timen, så var det endt i et stort, stort styrt, siger han.

Den australske kører Jack Miller mener, at den wallaby, der fredag løb på tværs af banen, har været inden for indhegningen på Philip Island i flere dage. Han tror ikke, at der kommer flere dyr ind.

- Misforstå mig ikke. Det er farligt at have kænguruer og andre dyr hoppende rundt på banen, når man kører med 350 kilometer i timen. Det er ikke rart, men hvad skal man gøre?

- Jeg er sikker på, at der ikke kommer flere dyr ind over hegnene. Jeg tror ikke, at det er så stort et problem, siger Miller.

MotoGP foregår på motorcykler og svarer til Formel 1 inden for bilsport.