Gigant er tilbage i Le Mans – og giver Danmark en stor chance
For første gang siden 1973 er Ferrari en del af Le Mans' kongeklasse, hvor Nicklas Nielsen tager flere ture bag rattet.
Din gule græsplæne er ikke den eneste, der er ramt af tørke.
For Danmarks vedkommende har der været varmt i Le Mans. Ja, på sit højeste var der risiko for at blive skoldet, men skyl i form af champagnesprøjt sørgede for vanding og afkøling.
Vi har aldrig været stærkere inden for motorsport, end vi er nu
Tom Kristensen, nidobbelt vinder af Le Mans
Siden kongen af Le Mans abdicerede for ti år siden, har Danmark været ramt af en trofætørke i Le Mans' kongeklasse.
I år har de danske motorsportsfans - og kongen selv, Tom Kristensen, - igen god grund til at glæde sig. Tre danskere forsøger nemlig at løfte den tunge arv. En af dem er 26-årige Nicklas Nielsen.
- Jeg tror ikke, det går op for mig, før vi er der. Jeg kan allerede nu mærke, at der er mere hype, end der har været før, siger danskeren til TV 2 Sport.
Den stejlende hingst er tilbage
Fra Aarhus over Maranello til Le Mans.
Det er ruten, Nicklas Nielsen har taget, mens han har arbejdet sig til tops for selveste Ferrari, der gør comeback i Le Mans' kongeklasse efter 50 års fravær.
Formel 1, Ferrari og Michael Schumacher har gjort, at det er en drengedrøm, der i weekenden går i opfyldelse.
- Det er vildt. Jeg kan huske, da vi snakkede sammen til mit første Le Mans om ambitionerne. Det var umiddelbart efter, Ferrari annoncerede, de ville køre med i hypercar.
- Da vi mødtes året efter, var det ambitionen og målet. At stå her og køre med er en drøm, der går i opfyldelse.
- Det er vildt at være tilbage i kongeklassen og at være en del af det projekt, Ferrari har sat op.
Og der er ikke tid til at hvile på laurbærrene. Nicklas Nielsen skal have bly i sin højrefod, og speederen skal trædes igennem gulvet, hvis den stejlende hingst fra Maranello skal triumfere.
- Der er ingen tvivl om, at Ferrari stiller op for at vinde.
Landsmænd er store konkurrenter
Vi bliver i det danske - og i kongeklassen for den sags skyld.
Udover Nicklas Nielsen har Michael Christensen taget springet fra GTE Pro-klassen til kongeklassen med Porsche, mens Mikkel Jensen tørner ud for det franske flagskib Peugeot.
De tre har meget tilfælles. Det danske pas og en debut i kongeklassen er dog det, der for alvor er med til at forene de tre danske håb.
Nicklas Nielsen: - Jeg synes, det er en vild præstation, at et lille land som Danmark har tre kørere med i den ypperste klasse i sportsvogn. Tre danskere, der har mulighed for at tage den generelle sejr på Le Mans og følge 'Tom K', er vildt i sig selv.
Michael Christensen: - Det er super cool. Det viser kvaliteten af dansk motorsport. Nicklas og Mikkel er gode kørere, og det er fedt at køre mod dem.
Mikkel Jensen: - Da jeg hører, at Nicklas og Michael kommer, skaber det lidt pres som dansker. Men det er også fedt for Danmark, og jeg håber, at det er en af dem, der vinder, hvis jeg ikke kan. Det er for mange år siden, vi har haft en dansker i topklassen.
Og den dansker, der er tale om? Jep, du gættede det. Mr. Le Mans fra Hobro.
Mr. Le Mans: - Vi har aldrig været stærkere
Siden 2005 har Tom Kristensen været indehaver af en ganske særlig rekord.
Dengang kørte racerkøreren fra Hobro sin Audi R8 først over stregen for syvende gang, og dermed parkerede han den belgiske legende Jacky Ickx i bakspejlet.
Da motoren blev slukket for sidste gang efter 2014-sæsonen, havde Kristensen kørt sig til ni Le Mans-triumfer, og han mener, at kvaliteten i dansk motorsport aldrig har været større end nu.
- Jeg synes, det er vanvittigt fedt, at vi i Danmark aldrig har været stærkere inden for motorsport, end vi er nu. Vi har rekorddeltagelse på Le Mans. Ikke kun i den øverste klasse, men som traditionen er i GT-klasserne og LMP 2-klassen, har vi haft meget stærke danske kørere.
- Vi har Niklas Nielsen med Ferrari, vi har Michael Christensen med Porsche, og så har vi Mikkel Jensen med Peugeot. Det er jo tre vanvittigt dygtige kørere, som virkelig tjener deres, og de er virkelig klar til det her spring, absolut. De er medfavoritter til titlen i de tre bilmærker.
Nu krydser Tom Kristensen, der selv skal være Grand Marshall på Le Mans i år i anledningen af løbets 100-års jubilæum, fingre for, at en dansker er med i den bil, der kører først over stregen i år.
- Der er ingen tvivl om, at vi kan håbe på, at det lige præcis er deres bil, der skal gøre det godt.
Se Le Mans på TV 2 Play og TV 2 fra lørdag klokken 15.15.