Dansk klub smider Nicki P. på porten
Holsted smider Nicki Pedersen på porten i generationsskifte. Pedersen er skuffet over processen i klubben.
Når DM-finalen for hold køres i Vojens på onsdag, kører Nicki Pedersen sit sidste løb for Holsted Tigers.
Efter 21 år i klubben er 46-årige Pedersen blevet ofret i et generationsskifte.
- Nicki Pedersen har om nogen været synonymet med speedway i Holsted og stået i spidsen for vores hold siden 2003, men vi har vurderet, at det er blevet tid til et generationsskifte, siger Preben Hansen, direktør i Holsted Tigers.
Nicki Pedersen er skuffet over holdledelsens håndtering af processen.
- Dialogen med klubben har været mangelfuld og uklar. Jeg fik først sent besked om klubbens beslutning, og jeg har ikke hørt argumentet om et generationsskifte i vores samtaler, siger Nicki Pedersen i en pressemeddelelse.
- Klubben og jeg har sportsligt haft en meget vanskelig sæson, men jeg har stadig været en af holdets mest scorende kørere. Men hvis der har været utilfredshed med min person eller mit bidrag, undrer det mig, at man ikke tidligere har ønsket at drøfte det ansigt til ansigt.
Pedersen, som ved siden af den aktive karriere er dansk landstræner, er indstillet på at fortsætte som kører, og forhandler aktuelt med klubber i Polen.
Han har syv gange vundet hold-DM med Holsted.
- Jeg er stolt over det, vi har præsteret i mine 21 sæsoner i klubben, og jeg håber, at vi kan slutte godt af i finalen på onsdag, siger Nicki Pedersen.