Fans må vælge: Speedway eller EM

16x9

Speedwayinteressede danskere må lørdag aften vælge, om de vil til grandprix i Parken eller se EM-fodbold, for begge dele lader sig ikke rigtigt gøre.

Danmarks EM-kamp mod Holland spilles klokken 18 dansk tid, og grandprixet begynder klokken 19, så det er enten eller.

Arrangørerne bag VM-serien i speedway, managementfirmaet IMG, er klar over problematikken, men har holdt fast i den afviklingsdato, der allerede blev fastlagt for mere end halvandet år siden.

"Det er stort puslespil, der skal gå op, og vi er også begrænset af Parkens kalender. Men vi har da drøftet, om vi skulle gøre noget, og endte med i respekt for tv-seerne, de mange fans, der allerede havde købt billet, og vores samarbejdspartnere at holde fast i tidspunktet," siger Torben Olsen.

Fans vil hellere se speedway end EM
Han er såkaldt Operations Director for IMG's speedwayafdeling og har indtil videre indtryk af, at sammenfaldet ikke får den store betydning for billetsalget.

"Vi har solgt lige så mange billetter som sidste år, hvor vi var oppe imod Le Mans, som nok er en endnu større konkurrent, fordi der også er tale om motorsport."

"Det kunne godt tyde på, at de traditionelle speedwayfans prioriterer speedway over alt andet," siger Torben Olsen.

Flytter ikke grand prix for fodboldkampen
Han afviser at gøre som ved Mikkel Kessler-stævnet i Parken for nogle uger siden, hvor der blev bokset samme aften, som der var Champions League-finale i fodbold.

Her valgte arrangørerne at vise fodboldkampen på storskærm og indstille boksningen, indtil mesterholdspokalen var uddelt.

"Det ville jo betyde, at vi blev langt senere færdig, og det ville ikke være fair over for de familier, der rejser hertil langvejs fra og skal hjem samme aften."

"Samtidig har vi et godt show herinde, der begynder flere timer inden grandprixet. Det ville vi også skulle droppe, og det var vi ikke interesseret i," siger Olsen og tilføjer med et grin:

"Det ville da også være ærgerligt, hvis Danmark fik en ordentlig røvfuld og det lagde en dæmper på stemningen herinde bagefter."

Dystre danske udsigter i Parken
Det er tiende gang, at der køres speedway i Parken, og det markeres blandt andet med et særligt trofæ, som vinderen af dette års løb får overrakt.

Kun én gang er det lykkedes for en dansker at vinde i Parken. Det var i 2006, hvor Hans Andersen trods sin status som wildcard-kører gik hen og vandt finalen.