Formel 1-debut til Magnussen

16x9

Fredag fik farttalentet Kevin Magnussen Formel 1_debut på Silverstone

Han har drømt om det i mange år, men fredag gik drømmen så i opfyldelse. Kevin Magnussen fik lov til at køre en brølende stærk Formel 1-racer.

"Det var en sindssyg oplevelse," sagde Kevin Magnussen til sporten.tv2.dk lige efter debuten bag et Formel 1 rat.

Som McLarens udviklingskører fik Kevin Magnussen lov til at sætte sig i den bil, der vandt VM i 1998. En bil med en særlig historie for Kevin Magnussen.

Så racerbilen i tv som lille dreng
"Det er noget, jeg har glædet mig rigtig meget til. Det er specielt at køre i den bil, jeg har set i fjernsynet som lille," sagde farttalentet om den bil, der kørte mod hans far tilbage i 1998, da Jan Magnussen kørte Formel 1 for Stewart-Ford.

På en våd Silverstone-bane måtte Kevin Magnussen dog nøjes med de lidt langsommere regnvejrsdæk på den historiske racerbil.

"Jeg ser det som en kæmpe oplevelse at køre den bil med så meget historie, og jeg pressede den ikke 100 procent," sagde unge Magnussen.