Rio 2016

OL-nedtur for dansk verdensmester: Slutter uden for top 10

Annika Langvad sluttede uden for top 10 i MBT ved OL.

Den danske verdensmester i MTB, Annika Langvad, kunne slet ikke følge med, da kvinderne lørdag aften kørte om OL-guldet.

Langvad var okay med efter de første tre af seks omgange.

Danskeren var cirka 30 sekunder efter de forreste, men på fjerde omgange begyndte hun for alvor at tabe terræn.

I løbet af en enkelt omgang tabte hun over et minut, da hun blev ramt af en defekt, der kostede omkring et minut.

- Jeg fik ikke den start, som jeg havde håbet på, men fik kæmpet mig op. Men da jeg endelig var oppe, satte et styrt mig tilbage, og bagefter punkterede jeg på mit forhjul, så det var rigtig uheldigt, kom det fra den 32-årige danske verdensmester til TV 2 SPORT efter løbet.

Herfra gik det kun nedad for danskeren, der aldrig kom op til de forreste ryttere igen.

I mål var hun røget ud af top 10, og kom over målstregen over 3:33 efter løbets vinder – svenske Jenny Rissveds.