Slagelse-skandale i Aalborg

16x9

Der var spillet 29 minutter af første halvleg i kampen Aalborg DH og Slagel­se, da Slagelses kontroversielle træ­ner Anja Andersen fik det røde kort. Et minut senere trak hun sine spillere ud af hallen. Hjemmeholdet førte 20-12.

Anja Andersen havde fået en advarsel tidligere, og da hun rev dommer Claus Gramm Pedersen i armen, kom det røde kort frem.

Efter diskussion med sin direktør og pressechef forlod Anja Andersen hal­len, men fire minutter senere blev spillet genoptaget.

Inden den sidste episode udspillede sig, havde Anja Andersen fra første sekund virket mere end almindeligt provokerende over for dommerne, der ud over Claus Gramm Pedersen også bestod af Henrik Mortensen.

Gestikulerende, kommenterende og i det hele taget med en opførsel, der ikke var værdigt til et offentligt forum, var, hvad Anja Andersen diskede op med, og da hun trak sit hold ud af kampen, trak hun givetvis også en kæmpekarantæne fra Dansk Håndbold Forbund.

Da spillerne var sendt ud af banen, mødte direktør Henrik Dudek og pressechef Henrik Madsen op bag dommerbordet, hvorfra Anja Andersen trods sin bortvisning fortsat ikke ville flytte sig.

På d'herrers ansigtsudtryk tydede noget på, at de ikke helt bifaldt trænerens disposition, men om det var gode råd herfra, der fik Slagelse-holdet til igen at komme på banen, kommer forhåbentligt frem på et senere tidspunkt.

Spillernes genentré var dog heller noget at råbe hurra for. Adskillige af de aktive havde taget nøje ved lære af træneren og brugte samme attituder og gestikuleringer. Absolut ikke spillet værdigt.

Da anden halvleg blev sat i gang, havde både Slagelse og Aalborg DH nedlagt protester.

Efter kampen var det en synligt rystet Anja Andersen, TV 2 Sporten talte med.

"Jeg har prøvet rigtig mange ting, og det, der sker i dag, er trist for håndbolden. Jeg synes, det er trist, for vi kommer for at spille håndbold i dag, og det får vi ikke lov til," sagde Anja Andersen.

"Jeg ved, det er meget længe siden, jeg har haft dommerne i fokus, men jeg er desværre nødt til at gøre det i dag, fordi de formår at ødelægge en håndboldkamp, der skulle være så seerværdig. Jeg er stadig chokeret. Det er jeg."

Kollega træner Christian Dalmose, der også er kendt for et formidabelt temperament, havde denne kommentar:

"Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Man udvandrer ligefrem fra sådan en stor kamp på direkte TV. Det synes jeg ikke er smart for sporten og slet ikke for håndbolden."