Sport

E-sport: 17-årig dansker kan få VM-trofæ af David Villa

17-årige Muhamad Al-Bacha er klar til aftenens VM-afgørelse, hvor vinderen får trofæet overrakt af den tidligere Barcelona-stjerne David Villa.

17-årige Muhamad Al-Bacha står foran sit livs 'Fifa'-opgave - men han har sovet godt og er klar til semifinalen ved VM i det populære spil senere i dag i New York.

- Ja, Muhamad har sovet godt, og jeg synes ikke, han virker specielt påvirket, fortæller Bachas træner, Hassan Al-Saraf, til TV 2 SPORT i New York.

Dagen op til finaleshowet i aften i FIWC 2016 står på en del PR-arbejde for FIFA. Alle fire semifinalister skal rundt på en tur med arrangørerne inden de ved 23 tiden-dansk tid går i gang med semifinalerne i Apollo Theatre i Harlem.

Selve finaleshowet forløber med en semifinale mellem de to PlayStation-spillere Muhamad Al-Bacha og Ivan Lapanje og de to Xbox-spillere Dylan Bance og Sean Allen.

Vinderen af de to semifinaler mødes i to finaler - en, der spilles på PlayStation, og en på Xbox, og det samlede resultat afgør, hvem der bliver FIWC 2016 verdensmester.

Danmarks Muhamad Al-Bacha er den store overraskelse, men et kig på den aktuelle verdensrangliste, viser at den 17-årige Kokkedal-dreng er nummer 14 - tre placeringer bedre end sin svenske semifinalemodstander Ivan Lapanje.

Senest de to mødtes i online-kamp, vandt ”Bacha”, så der er grund til at have forhåbninger til den nordsjællandske konsol-ekvilibrist.

Favoritværdigheden i den anden semifinale tilfalder franskmanden Dylan Bance. Han indtager for tiden fjerdepladsen på verdensranglisten, hele 20 placeringer bedre end semifinale-modstanderen fra England, Sean Allen.

I parentes skal det nævnes, at den tidligere danske verdensmester August Rosenmeier indtager den øjeblikkelige førsteplads på verdensranglisten, hvilket jo gør den dygtige københavners tidlige exit endnu mere trist.

Når finaleshowet går i gang, vil det være i overværelse af New York City-spilleren David Villa, der har sagt ja til at overrække VM-trofæet. Han følger dermed i fodsporene på sin holdkammerat Frank Lampard, der trak lod til turneringen søndag aften.

Men David Villa var ikke arrangørernes førstevalg. Den ikoniske italienske playmaker Andrea Pirlo var manden, som man håbede, kunne kaste glans over finalen, men hans manglende kundskaber i engelsk fik FIFA til at henvende sig til David Villa.

Det kunne være helt særligt at se en spanier overrække en dansker et VM-trofæ - med tanke på hvor ofte netop spanske fodboldspillere har stået i vejen for dansk succes i fodboldens verden. Vi er klogere i nat!

Finaleshowet kan ses på sport.tv2.dk i aften kl. 23.