Sport

17-årig dansker tog fusen på 'FIFA'-favoritterne: Det er helt vanvittigt

Mohamad Al-Bacha leverede det vildeste comeback nogensinde i en VM-finale i konsolspillet 'FIFA' og kan nu kalde sig verdensmester.

For anden gang kan en dansker kalde sig verdens bedste i konsolspillet 'FIFA'.

Natten til onsdag spillede Mohamad Al-Bacha 3-3 i den anden og afgørende finalekamp mod engelske Sean Allen og kunne efterfølgende modtage det synlige bevis på sin præstation ved det 12. FIFA Interactive World Cup i New York.

- Jeg håbede at komme videre fra gruppen. Det skete, og nu står jeg med trofæet. Det er helt vanvittigt, sagde Mohamad Al-Bacha til TV 2 SPORT i New York umiddelbart efter sin triumf.

- Jeg vidste helt klart, at det kunne blive til noget, men jeg vidste, at jeg ikke skulle forvente noget. Det er lidt dumt at sætte sådan noget pres på sig selv.

Med mindre end 15 minutter ('FIFA'-tid, red.) tilbage på måltavlen i finalen på X-box så det ellers sort ud for danskeren, da Sean Allen bragte sig foran 3-1.

Det fik straks Al-Bacha med tilnavnet "Bacha" til at reagere, og hurtigere end nogen kan sige ordet 'verdensmester', havde han både foretaget to udskiftninger og ændret formation på sit franske hold.

- Det så helt klart sort ud for jer, men for mig ser det aldrig sort ud. Det ser altid lyst ud. Der er altid tid til at score mål, sagde Mohamad Al-Bacha, der spillede 2-2 i den første finale på PlayStation.

Det fik Al-Bacha så sandelig ret i. Da uret på måltavlen rundede de 89 minutter, reducerede han til 2-3 og knyttede kortvarigt højre næve, inden han igen ændrede formation. Denne gang til 4-2-4 - den mest offensive formation, der forekommer i det populære fodboldspil.

Bare 24 virkelige sekunder senere skete miraklet så. Dybt inde i tillægstiden ('FIFA'-tid) udlignede Antoine Griezmann til 3-3 for Al-Bacha, og dermed vandt danskeren VM på reglen om udebanemål.

- Jeg tror, at der var 20 sekunders 'FIFA'-tid tilbage, og så formåede jeg at score to mål. Det viser bare, at man aldrig skal give op. Der er altid tid i fodbold, sagde Mohamad Al-Bacha.

- Jeg tror altid på mig selv. Jeg ved, jeg har evnerne, jeg har sulten, jeg har aggressiviteten, og de ting gjorde så, at jeg endte med at løfte trofæet i dag.

Det lå ellers ikke i kortene, at det netop var 17-årige Mohamad Al-Bacha fra Kokkedal, der skulle stå med trofæet i New York.

"Bacha" var før turneringen nummer 14 på den officielle verdensrangliste, mens en anden dansker og den tidligere verdensmester, August "Agge" Rosenmeier, var ranglistens førende og storfavorit til titlen. Rosenmeier måtte dog forlade turneringen allerede efter gruppespillet.

- Det er en fantastisk følelse, og jeg er så glad for, at jeg formåede at hive det her trofæ hjem til Danmark, sagde Mohamad Al-Bacha.

Nu lægger han joystikket på hylden, men kun for en dag. På fredag gælder det endnu en 'FIFA'-turnering - denne gange ved Copenhagen Games.

Se højdepunkter fra VM-finalen, hvor Mohamad Al-Bacha leverede et comeback uden sidestykke.