Sport

Bendtner til FCK? Her er de bedste aprilsnarre i sportens verden

Nicklas Bendtner er blevet fritaget fra træningen i Wolfsburg. Nu skal han træne i FCK - Eller skal han?! Peter Steffen / Scanpix Denmark

Det er den 1. april, og det betyder traditionen tro masser af sjove aprilsnarre, også i sportens verden.

Første april er dagen, hvor man ikke skal tage nyheder for gode varer. Det gælder også i sportens verden, hvor både medier, klubber og stjerner har været kreative med finurlige historier.  

Her samler vi en del af dem, vi er stødt på i løbet af dagen. Vi opdaterer løbende. 

Bentner til træning i FCK

Den måske mest oplagte aprilsnar i dansk fodbold lige nu. Nicklas Bendtner blev torsdag fritaget fra al træning i den tyske klub Wolfsburg, og rygterne om hans fremtid er i frit løb med FC København som det varmeste navn til en ny klub. Det har fået FCK til at smide denne opdatering på twitter i dag. 

- Vi blev spurgt mange gange af journalister og fans i går og ja i dag har vi en særlig gæst med til træning 10.30, skriver klubben.

Klassiker før El Clasico

Vi bliver i transfer-verdenen lidt endnu, for hvad ville ligge mere til højrebenet denne 1. april - dagen før et El Clasico-opgør, end at forsøge at fuppe folk til at tro, at Barcelona-stjernen Lionel Messi er på vej til ærkerivalerne fra Real Madrid. En hurtig tur i photoshop - og så er historien lige til at sælge - eller hvad? 

 OB skal fremover spille i prikker

De stribede’ fra OB skal fremover spille i blå prikker, skriver klubben på sin hjemmeside. Den fynske klub har spillet i striber siden 1910, men en nyligt offentliggjort undersøgelse i fodboldboldmagasinet New Soccer Magazine skulle efter sigende have fået dem til at skifte mening omkring trøjedesignet.

- Undersøgelsen i New Soccer Magazine viser, at angribere der spiller i prikkede fodboldtrøjer i gennemsnit scorer 12,4% mere på deres målchancer, siger OB’s cheftræner Kent Nielsen til hjemmesiden og forsætter:

Klubben er gået all in på årets aprilsnar, og har blandt andet lavet interviews med spillerne og klædt hele hjemmesiden i prikker.

OBs hjemmeside den 1. april

Danske cyklister får kæmperegning

Jo mere du vejer, jo mere skal du betale for at cykle i Tyskland til sommer. De tyske vejmyndigheder har nemlig besluttet at beskatte udenlandske cyklister for deres færdsel i Tyskland. Det skriver Team-Rynkeby, der forventer en kæmperegning til sommer, når de traditionen tro sender holdet fra Danmark til Paris i Frankrig til sommer.  

- For en gennemsnitlig Team Rynkeby-rytter med en vægt på 75 kilo plus cykel, vil de godt 700 kilometer, som vi skal køre gennem Tyskland, betyde en ekstraregning på omkring 450 kroner. Jeg vurderer, at vejskatten kommer til at koste vores ryttere i omegnen af 750.000 kroner, siger Carl Erik Dalbøge, direktør i Team Rynkeby Fonden. 

Magnussen starter cykelhold

Vi bliver lidt i cykelverdernen, for en vis racerkører har nemlig bestemt sig for at gå i Bjarne Riis' fodspor - i hvert fald på denne dato. Racerkøreren Jan Magnussen skriver på sit site janmagnussen.dk, at han vil starte sit eget cykelhold.

Holdet, der får navnet Magnussen Spinning Experience, har ambitioner om at skulle køre mod de helt store, skrives der, men Magnussens egne mekanikere har ikke kunnet løse opgaven med at skrue på cykler.

– Gutterne løb så langt, de kunne, da jeg sagde, at vi nu også skulle til at skrue på cykler. Men nu har jeg fanget dem igen og lovet at ansætte nogle franske typer, der går mere op i den slags, siger Jan Magnussen.

Vanvittig ny superligastruktur

Bold.dk skriver, at superligastrukturen endnu en gang ændres - og denne gang skal man virkelig holde tungen lige i munden for at finde ud af, hvad der skal ske: 

"I den nye Superliga-struktur kommer landets bedste fodboldrække til at bestå af 13 hold, hvor alle hold møder hinanden to gange, hvilket giver 24 runder i grundspillet. Det hold, som efter 24 runder har flest point, er dermed danske mestre. De øvrige 12 hold skal i playoff, og her er der mange ting på spil: Alle hold fra nummer to til nummer 13 får først halveret antallet af point. Det stærkeste hjemmehold og det hold, som har hentet flest sejre på udebane, får dog to bonuspoint, mens der venter et enkelt point til det hold, som har fået flest afgørende fejlkendelser imod sig i sæsonens løb, skriver siden blandt andet, og remser derefter en ny lang række regler op", skriver de blandt andet.

Rio Ferdinand tager over for Van Gaal

Den tidligere engelske landsholdsspiller spiller på sin twitterprofil med rygterne om, at han skulle være på vej mod et trænerjob i Manchester United.

- Nyt kapitel. Kontrakten er underskrevet. Ser frem til en fremtid i ledelse i juni. Stor sommer forude, skriver den tidligere Manchester United-spiller sammen med et billede taget på klubbens hjemmebane. 

Ringkøbing-træner bliver TV-ekspert

Håndboldholdet Ringkøbing har været hurtige til at finde på deres aprilsnar for i år. Efter TV 2 SPORT i går skrev, at træner Lars Rasmussen måske er på vej væk fra klubben, har holdet i dag skrevet på facebook, at han er på vej til at blive ekspertkommentator på en "kendt dansk tv-station"

PRESSEMEDDELELSE Lars Meerson Rasmussen stopper i Ringkøbing Håndbold Lars Meerson Rasmussen skifter trænerkarrieren...

Posted by Ringkøbing Håndbold on Friday, April 1, 2016

DBU giver tilladelse til naturist-fodboldhold

Et serie 6 fodboldhold fra Bredballe (fik i dén?) i Vejle har fået lov til at spille nøgne.  

"Naturist-holdet De Blå Kugler FC er netop blevet indmeldt i DBU Jylland, og har for første gang nogensinde fået lov til at løbe på banen uden en trævl på kroppen i deres turneringskampe". Det skriver DBU Jylland på deres hjemmeside. 

- Det er vigtigt for os, at vi er på bølgelængde med det omkringliggende samfund og ikke er fastgroet i nogle forældede forestillinger om, hvordan et fodboldhold skal være strikket sammen. Derfor har vi også sagt god for De Blå Kuglers ønske om at få lov til at spille deres kampe nøgne, lyder det fra Ole Frandsen, som er turneringsleder i DBU Jylland Turneringer.

Zlatan til Leicester - eller til basket i Bayern

Paris Saint Germain afgiver den svenske stjerne til Leicester og får til gengæld klubbens stjerneangriber Jamie Vardy. Det skriver fodboldspilleren.dk

Men det har efter sigende ikke været nogen let byttehandel. Den svenske landsholdsstjerne skulle ifølge mediet have nogle opskure krav til den engelske klub, der lige nu ligger til at vinde mesterskabet. Blandt andet skulle svenskeren have krævet, at Leicester skulle flytte til Isle of Man fordi han godt kan lide navnet. Det blev dog ikke til noget, men i stedet blev det aftalt, at Leicester City skifter navn til Zlatan City - hvis Zlatan altså scorer mindst 20 mål næste sæson, og Leicester vinder mesterskabet. 

Zlatan er i det hele taget hovedpersonen i en del aprilsnarre. Bayern Münchens basketballhold skriver på Twitter, at de har skrevet under med fodboldstjernen. 

Klavs Bruun Jørgensen til NHF

Klavs Bruun Jørgsen bliver specialtræner i Nykøbing Falster Håndbold. Det skriver klubben på deres facebookside.

"Efter at landstræner Klaus Bruun Jørgensen havde luftet muligheden for at han var klar til at bi jobbe ved siden af sit landstræner job har NFH handlet hurtigt og fået en aftale på plads med KBJ som specialtræner . Klaus Bruun vil fremover være tilstede når NFH truppen træner i Brøndby Hallen.", skriver holdet og fortæller, at landstræneren skal være specialtræner med hovedvægten lagt på stregspillet.

Kære NFH fans Efter at landstræner Klaus Bruun Jørgensen havde luftet muligheden for at han var klar til at bi jobbe...

Posted by Nykøbing F. Håndboldklub - NFH on Thursday, March 31, 2016