Sport

Her er FCKs nye satsning: Investerer millioner i computerspil

Parken Sport & Entertainment skyder et tocifret millionbeløb i en stor computerspilssatsning. Olafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

FC København investerer et årlig tocifret millionbeløb i computerspil. E-sport-hold skal spille Counter Strike, Dota 2 og Fifa iført FCK-trøjer.

Fremover vil det ikke kun være på fodboldbanen, FC Københavns spillere skal forsvare klubbens ære iført de hvide trøjer.

Selskabet bag mesterklubben, Parken Sport & Entertainment, lancerer således en stor satsning, hvor tre hold i fremtiden skal spille computerspil for klubben.

Det skriver Finans.dk.

Selskabet skyder ifølge finansmediet et årligt tocifret millionbeløb i en stor e-sportssatning, hvor ekvlilibrister i spillene Counter Strike, Dota 2 og Fifa kommer på kontrakt hos FC København.

Præcis hvornår selskabet kan præsentere de tre nye FC København-hold, er endnu ikke fastlagt.

- Vi følger selvfølgelig med i udviklingen inden for e-sport, som andre store fodboldklubber gør. Det er et spændende område, som man godt kan forestille sig FCK være en del af i fremtiden. Men om og hvornår det kan blive konkret, må fremtiden vise, siger Adm. direktør i Parken Sport & Entertainment, Anders Hørsholt til finans.dk.

FC København er langt fra den eneste fodboldklub, der er røget til tasterne. Internationale storklubber som Paris Saint-Germain, FC Barcelona og Valencia har også elitecomputerspillere på kontrakt.

Herhjemme har OB tilknyttet gameren Lasse Bækkelund som professionel Fifa-spiller.