Et stort sportsår er i gang: Her er de 10 største danske profiler

2016 var et ganske habilt dansk sportsår. I 2017 har vi meget mere i vente, mener eksperter, kommentatorer og redaktører.

Det danske sportsår 2016 var kendetegnet af en række yderst imponerende resultater.

Håndboldherrerne vandt OL-guld. Det samme gjorde Pernille Blume i svømning, mens Caroline Wozniacki slog sig tilbage til toppen af tennisranglisten og Kevin Magnussen havde foden på speederen i endnu en Formel 1-sæson.

Men hvad har vi i vente i år? TV 2 SPORT har taget en snak med eksperter, kommentatorer og redaktører for at høre, hvad og hvem de ser mest frem til at følge i sportsåret 2017.

Jan Ø. Jørgensen vs. Viktor Axelsen

Dansk badminton er lige nu begunstiget af at have massere af spillere, der tilhører den absolutte verdenselite. Ikke mindst i herresingle, hvor Jan Ø. Jørgensen og Viktor Axelsen lige nu ligger side om side på henholdsvis anden- og tredjepladsen på verdensranglisten.

Og derfor tøver badmintonekspert Jim Laugesen heller ikke med at nævne netop den duel som et stort nedslagspunkt i badmintonåret 2017.

- Jeg glæder mig helt afsindigt til at følge duellen mellem Jan og Viktor. De kommer til at ligge og kæmpe om at være Danmarks bedste herresingle, og kigger man på deres resultater i 2016, så er der ikke plads til, at nogen af dem tager foden af speederen. For så trækker den anden fra. 

- Holder deres duel, og spiller de op til deres niveau, så er det ikke utopi at tro, at vi i løbet af året kan få en dansk herresingle, som ligger nummer et i verden.

- Om det så bliver Jan eller Viktor, det er nærmest umuligt at spå om, men det bliver vildt spændende, lyder det fra Jim Laugesen. 

- Du fik dit OL-guld. Men hvad nu, Mikkel?

Mikkel Hansen og Danmark gik, som det nok er gået de færrestes næse forbi, hele vejen ved OL i Rio sidste år. Dermed blev et stort karriemål indfriet for Hansen, der om ganske få dage sætter jagten på VM-metal ind ved mesterskabet i Frankrig.

Håndboldredaktør Dan Philipsen ser derfor frem til at følge Danmarks bedste håndboldspiller, fordi han står på tærsklen til at opnå flere store ting med både landshold og klubhold. 

- Han har nået et af sine største mål med OL-guldet, og derfor er jeg spændt på at se, om han kan bevare sulten, og om han stadig synes, det er sjovt at spille håndbold i 2017. 

- Han bliver målt mod Nikola Karabatić i det daglige i PSG, og jeg synes, han er tættere på at være verdens bedste håndboldspiller end nogensinde før. Jeg er med på, at han tidligere har opnået kåringen som verdens bedste, men jeg mener først, det er nu, han er ved at være der.

- Han er manden, alle kigger på i dansk håndbold, så jeg er spændt på at se, om han kan holde den kørende i de næste år, så han kan blive Danmarks største håndboldspiller gennem tiderne. For lige nu er det Lars Christiansen, der er indehaver af den titel i min optik, siger Dan Philipsen.

Ro på bagsmækken til Kevin Magnussen i 2017

Nyt holdt og ny bil. Det må være overskriften på Kevin Magnussen forud for den kommende Formel 1-sæson.

Den danske racerkører kommer til at køre for amerikanske Haas efter en sæson hos Renault, hvor han i lange perioder gik med store bekymringer om fremtiden, som aldrig blev forhandlet på plads. Og uroen i kulissen kommer motorsportsreporter Jacob Hammerholt ikke til at savne i år.

- Jeg glæder mig til at se ham på Haas-teamet og til at se, hvordan han kommer til at udnytte, at han kommer ind på et hold, hvor han har en længere kontrakt, end han har været vant til. I denne sæson kommer han ikke til at føle, han har øksen hængende over hovedet. 

- Det tror jeg kommer til at passe Kevin Magnussen rigtig godt. I år kan han fokusere på at køre racerbil istedet for at være gode venner med cheferne på direktionsgangen. Og det kommer til at give ham arbejdsro til at udvikle på bilen. 

- Jeg tror på, vi kommer til at se fremgang for Magnussen i 2017. Han bliver bedre og bedre i Formel 1, fordi han har mere erfaring. Og jeg håber, det kommer til at afspejle sig i form af flere placeringer i pointene.

- Jeg ser også frem til at følge hans kamp mod den nye teamkollega, Romain Grosjean, der er en god racerkører. Jeg forventer, at Kevin Magnussen kommer til at gøre en god figur mod Grosjean, fortæller Jacob Hammerholt.

Søren Kjeldsen jagter den amerikanske drøm

Danmarks bedste golfspiller i de seneste år, Søren Kjeldsen, kommer til 2017-sæsonen med storspil frisk i erindringen.

Sidst i november 2016 vandt Kjeldsen den prestigefyldte turnering World Cup of Golf sammen med Thorbjørn Olesen, og i år er han klar til nye eventyr, når han drager mod det amerikanske for at prøve sig af på den mest lukrative golf-Tour af dem alle, PGA-Touren.

Et eventyr, golfredaktør Mads Rotbøl, glæder sig til at følge.

- Søren Kjeldsen bliver enormt spændende at følge i USA. Banerne er anderledes, og modstanderne er bedre end i Europa. Flere danskere har forsøgt sig på PGA-touren, heriblandt Thorbjørn Olesen og Thomas Bjørn, dog uden den store succes. Danskerne har historisk set haft det svært i USA, fordi man er meget mere overladt til sig selv, end spillerne er vant til i Europa.

- Deruodver glæder jeg mig meget til at se ham, fordi han er en god historie. Han har kæmpet sig tilbage i form, efter han lå langt nede på verdensranglisten. Det er flot, at han i en alder af 41 år genfinder sig selv og spiller sig tilbage i top-50. Det viser kæmpe viljestyrke, og hvad han er lavet af. 

- Det bliver spændende at se, om han kan bygge videre på de gode takter i 2017, siger Mads Rotbøl.

- Tænk ikke for meget på medaljerne, Sara Slott

Sara Slott Petersen kan se tilbage på et stort 2016, hvor hun sikrede sig både OL-sølv og EM-guld. 

Men sidste års resultater må ikke gå hen at blive en hæmsko for hende i år, hvor hun skal have fokus på at holde sig skadesfri. Det mener TV 2 SPORTs atletikekspert, Jens B. Christensen, der sad klar ved mikrofonen, da Sara Slott Petersen løb sig til OL-sølvet i disciplinen 400 meter hæk.

- Hun skal tænke i at fastholde sit niveau i år. Hun skal ikke tænke for meget på at forsvare sine medaljer fra 2016.

- Hun skal kunne løbe frit, for det er der, resultaterne kommer. Og det er jeg ikke i tvivl om, at hun har meget fokus på i det daglige arbejde. 

- Derfor skal øjnene være på at sætte gode tider frem for placeringer. Og kan hun samtidig holde sig skadesfri, så kommer resultaterne næsten af sig selv. 

- Jeg er spændt på at se, om hun kan leve op til det kæmpe potentiale hun har, når der er VM i august, lyder det fra Jens B. Christensen.

Christian Eriksen på vej mod et stort år

Han begyndte sæsonen middelmådigt. Men Christian Eriksen har fået en forrygende start på det nye år i den bedste engelske fodboldrække, Premier League. 

Eriksen er noteret for fem mål og syv assists efter sæsonens første 19 kampe, og Tottenham ligger lunt placeret i tabellen som det aktuelt tredjebedste mandskab i England. Derfor har fodboldekspert Kasper Lorentzen høje forventninger til den danske kreatørs sportsår. 

- Efter en mindre god start på denne Premier League-sæson har han arbejdet stenhårdt med sig selv. Ikke mindst mentalt.

- Han er en spiller, der iscenesætter sine medspillere. Lige nu ser vi hele Tottenham-holdet stråle af spilleglæde. Så udover at Eriksen selv har løftet sit spil, så har hans medspillere gjort det samme. Og det gør naturligvis Christian Eriksen endnu bedre.

- Derfor tror jeg også, vi kan forvente at se ham på et højere niveau i 2017, end vi har set ham tidligere. Jeg tror godt, vi kan forvente, at han kommer til at træde mere og mere i karakter. Og det vil også kunne gøre ham bedre på landsholdet, hvis han kan tage sit gode spil fra England med sig, siger Kasper Lorentzen.

- Valgren kan blive den næste dansker til at vinde en klassiker

Når Michael Valgren træder cykelsæsonen igang for sit nye mandskab, Astana, så har mulighederne for success aldrig været større.

Det vurderer Rolf Sørensen, der i en perlerække af store danske cykelnavne og talenter ser særligt frem til at følge Valgrens sæson på landevejene. 

- Det er et gyldent tidspunkt, han skal ud og jagte sejre i klassikerne på. Fabian Cancellara er væk. Tom Boonen er ikke på samme niveau, som han var. Det er Philippe Gilbert  heller ikke. Så med undtagelse af Peter Sagan, som altid er farlig, så er timingen for Michael Valgren virkelig, virkelig god. 

- Valgren er manden, som kan være den næste dansker til at vinde en stor klassiker. Jeg glæder mig til at se ham på det nye hold. Han er typen, der slår til, når han får plads. Han har været låst tidligere. Specielt som hjælper for Sagan og Contador. 

- Med tanke på hans andenplads i Amstel Gold Race sidste år, så tror jeg, det er det mest realistiske sted at gå efter at vinde for ham. I forhold til de øvrige klassikere har han stadig meget at lære.

- Og så skal han efter min mening planlægge sin sæson halvt efter VM. Han har motoren til at stå distancen. Jeg håber virkelig, at Astana tror på ham i år, siger Rolf Sørensen.

Forventningspres med olympiske højder

22-årige Pernille Blume toppede i den grad ved sommerens Olympiske Lege i Rio, da hun svømmede sig til guldet på distancen 50 meter fri.

Derfor har den unge danske svømmer meget at leve op til i år, hvor hun pludselig har forventningspresset imod sig, fortæller svømmekommentator Michael Stærke. 

- Det er i år hun skal bevise, at OL-guldet ikke bare var once in a life time. Jeg glæder mig enormt meget til at se, om hun kan følge op på den præstation.

- Hun har stort set ikke svømmet konkurrence, siden hun var i vandet i Rio, og derfor skal hun til at bygge niveauet op igen. Det bliver spændende at se, om hun kan nå tilbage.

- Nu forventer folk noget af hende. Det gjorde de ikke til OL, hvor ingen havde troet, hun ville vinde. 

- Blumes helt store sæsonmål bliver VM i langbane i juli og EM i kortbanesvømning på hjemmebane i Royal Arena i København i december, lyder det fra Michael Stærke.

Ehlers er den næste store danske angriber

I verdens bedste ishockeyliga, NHL, skøjter Nikolaj Ehlers rundt som en af de absolut varmeste angribere for tiden. 

I sæsonens første 41 kampe er den 20-årige nordjyde noteret for intet mindre end 35 point, og dermed er han godt på vej til at blive en af de mest målproducerende danske ishockeyspillere i NHL på én sæson. Og derfor bliver Ehlers ifølge ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard yderst interessant at følge i den resterende del af sæsonen.

- Han er et lyn på skøjter. Også efter NHL-standarder. Det er en fornøjelse at se ham spille. Han har en sublim teknik, og så er han en meget, meget kreativ spiller. 

- Ehlers scorer mål hele tiden, så jeg håber, vi får ham at se på det danske landshold, når der er VM i Frankrig og Tyskland til maj. 

- Jeg er sikker på, han er den næste store danske ishockeyspiller, og at han bliver en af de helt skarpe angribere i sin generation, vurderer Jimmy Bøjgaard.

Wozniackis Grand Slam-drøm indenfor rækkevidde

Caroline Wozniackis start på 2016 har formentlig ikke fået meget plads i scrapbogen med gode minder fra karrieren. Til gengæld sluttede den danske tennisstjerne sublimt af med turneringssejre i både Tokyo og Hong Kong.

Og netop derfor er der god grund til at tro på, at Wozniacki kan spille sig til et fornemt 2017 med endnu større sejre, mener tenniskommentator Henrik Jensen.

- Hun har en god chance for at få sin drøm om en Grand Slam opfyldt. Hun kan forhåbentligt ramme det samme høje niveau fra slutningen af 2016. Kan hun holde det høje niveau, er hun med i feltet af kandidater til at vinde en Grand Slam-titel.

- Og så anser jeg det også for yderst realistisk, at hun kommer tilbage i top 10 i verden. Især fordi hun kan score sig en masse point i de turneringer, som hun røg tidligt ud af sidste år.

- Jeg ser specielt meget frem til at følge hende i US Open i New York. Det er en turnering, hun har et særligt forhold til. Hun har en lejlighed i New York, og hun nyder stor opbakning fra publikummet der. Og så er hun bare bedst på det hårde underlag, som de spiller på til US Open. Jeg føler mig overbevist om, at hun kommer til at gøre det godt i hendes anden hjemby, lyder det fra Henrik Jensen.