Sport

16-dobbelt verdensmester klar til pension: Motivationen er væk

Dartkongen Phil Taylor har mistet motivationen for dart og kaster sin sidste pil ved VM i 2018.

16 verdensmesterskaber og et hav af rekorder fortæller alt. 56-årige Phil Taylor er en af de bedste dartspillere, verden nogensinde har set.

Efter verdensmesterskabet i Alexandra Palace i 2018 er det dog slut. Taylor med øgenavnet "The Power" har mistet sin passion for sporten og ser nu frem til at skulle tilbringe mere tid sammen med blandt andre børnebørnene.

- Jeg har tænkt over det i de måske seneste 18 måneder. Bare for at kunne komme med til disse turneringer er du nødt til at spille små turneringer for at kvalificere dig, og spillere vil være væk i hele weekenden, men sådan er det jo, siger Phil Taylor til Sky Sports.

- Det er et virkelig hårdt program, og det har vist sig at være for meget for mig nu. Jeg kan bare ikke gøre det, siger verdens øjeblikkelige nummer seks.

Phil Taylor begyndte sin professionelle dartkarriere i 1986 og er i takt med titlerne blevet en særdeles populær herre, men nu skal det være slut med at få sit navn råbt op til kvalifikationsturneringer i sportshaller rundt omkring.

- Du begynder ved middagstid, så de fleste vil være der fra omkring kl. 9 om morgenen for at varme op i to-tre timer, og det vil vare til kl. 20 om aftenen. Og det hele gentager sig den efterfølgende dag, siger Taylor.

- Når jeg rejser mig fra de stole i de dage, så er min ryg ved at tage livet af mig, mine ben er ved at tage livet af mig, jeg bliver stiv, når jeg sidder ned i for lang tid. Det er tiden for mig nu.

- Hovedårsagen er, at motivationen er forsvundet derhen, hvor du tænker, at intet kunne rage dig mindre. Du taber i turneringer, og intet kunne rage dig mindre. Så ved du, at det ikke er det rigtige.

Phil Taylor ser nu frem til en god afskedssæson, hvor han med garanti vil blive sendt på pension med larmende klapsalver.

- Jeg vil bare nyde det, vinke farvel og sige rigtig mange tak.

Det kommende verdensmesterskab spilles i december 2017 og januar 2018.