Dansk medaljebonus ved OL bliver gjort skattefri
Folketinget har stemt for et forslag om at gøre OL-præmiebonus til skattefri med virkning fra sidste år.
Præmiebonus udbetalt af Team Danmark til medaljetagere ved de olympiske og paralympiske lege bliver gjort skattefri.
Det blev vedtaget i Folketinget fredag, skriver ft.dk.
84 stemte for forslaget, mens 19 stemte imod.
Loven får virkning fra og med indkomståret 2016. Atleter, som modtog præmiebonus i forbindelse med de olympiske og paralympiske lege i 2016, vil dermed ikke være skattepligtige af beløbet.
Lovforslaget kom 26. april og har siden været behandlet to gange i maj, inden det fredag blev en realitet.
Danmark hentede i alt 15 medaljer ved sidste sommers OL i Rio de Janeiro. To var guld, seks var sølv og syv af bronze.
Det var Danmarks klart flotteste høst siden OL i London i 1948, hvor det blev til 20 medaljer.
Ved para-OL i 2016 blev det til syv danske medaljer; en guld, to sølv og fire bronze.