Sport

Skaklegende gør overraskende comeback 12 år efter sit stop

Garry Kasparov er af mange anset som den stærkeste skakspiller, der nogensinde har været. Her fra en kamp i 2002.

En af de allerstørste skakspillere gennem tiderne gør comeback, når russeren Garry Kasparov igen sætter sig ved bordet til august.

Den tidligere verdensetter har fået et wildcard til en turnering i St. Louis, hvor han skal spille lyn- og hurtigskak. Det skriver Grand Chess Tour i en pressemeddelelse.

Comebacket kommer over 12 år efter, at 54-årige Kasparov meldte ud, at karrieren nu definitivt var forbi. Siden har han kun spillet lidt for sjov hist og her.

- Det er spændende officielt at vende tilbage til spillet. Og det er bestemt ikke noget, jeg havde forventet mere end et årti efter min pensionering, siger den tidligere verdensmester Kasparov og tilføjer:

- At komme tilbage til bordet i Saint Louis er virkelig en ære. Jeg vil ikke opleve dette øjeblik noget andet sted.

Kasparov blev i sin tid den yngste verdensmester i historien, da han vandt titlen i 1985. Samtidig var han rangeret som verdens bedste spiller i 20 år.

Russeren har fået et af i alt fire wildcards til turneringen, hvor han skal op imod flere af verdens bedste spillere som Hikaru Nakamura og Sergej Karjakin. Norske Magnus Carlsen er ikke med i turneringen.

Siden det officielle karrierestop har Garry Kasparov været særdeles aktiv politisk, hvor han er kendt som en af de helt store kritikere af den russiske præsident Vladimir Putin. Han har blandt andet stiftet den russiske bevægelse Det Andet Rusland.

Turneringen Saint Louis Rapid and Blitz afvikles fra den 14.-19. august og har en samlet præmiesum på 150.000 dollar.