Astralis-ejer investerer 78 millioner kroner i nyt hold

Organisationen bag det danske Counter-Strike-hold Astralis har præsenteret et nyt hold i spillet League of Legends.

Astralis, der er verdens bedste hold i Counter-Strike: Global Offensive, skal fremover dele opmærksomheden med et nyt hold i RFRSH Entertainment.

Organisationen, der tæller 50 fuldtidsansatte, har nemlig investeret mindst 78 millioner kroner i et hold i e-sporten League of Legends. 

Det oplyser RFRSH Entertainment i en pressemeddelelse.

En investering i fremtiden

Spillet har eksisteret siden 2009 og er meget populært i e-sportskredse. Den seneste VM-finale havde over 205 millioner seere, oplyser RFRSH, der skal betale 10,5 millioner euro over de næste fem år for at have det nye hold, Origen, med i en europæisk kvalifikation til VM.

- Det er et pænt beløb, og mere end et års omsætning for flere dansk superligaklubber, siger Jesper Jørgensen, der er sportsøkonom hos Deloitte.

Samtidig understreger sportsøkonomen, at RFRSH opererer på et globalt niveau og kæmper om seere over hele verden. I den sammenhæng er cirka 80 millioner kroner ikke noget stort beløb.

- Hvis man derfor ser på, hvad der bliver investeret, skal de være sikre på, at de får investeringen igen.

E-sport er stadig i sin vorden og har stadig fremtiden foran sig, tilføjer Jesper Jørgensen. Derfor skal satsningen fra RFRSH netop ses som en langsigtet investering, lyder vurderingen.

Køber spansk hold

I 2018 har RFRSH Entertainments flagskib Astralis cementeret sin position som verdens bedste CS:GO-hold. Astralis har været i hele ni store finaler, hvoraf syv er endt med en sejr. Det betyder en masse eksponering, der i sidste ende kan omsættes til reklamepenge og sponsorater.

Hensigten med det nye League of Legends-hold er at gøre Astralis kunsten efter i League of Legends European Championship, også kaldet LEC. Det er en kvalifikationsturnering til verdensmesterskaberne, Worlds.  

- League of Legends er verdens største e-sportsdisciplin, og med mere end 100 millioner månedlige aktive bruger (målt i 2016) og det højeste antal seere slår det alt andet i branchen. Det kommercielle potentiale er betydeligt, skriver RFRSH Entertainment i pressedemdelsen. 

For at kunne deltage i den nye liga, skal RFRSH naturligvis også bruge et hold. Derfor har de købt et spansk League of Legends-hold ved navn Origen. Ifølge LEC's hjemmeside bliver spillerne præsenteret den 22. november. Af turneringens 10 hold er navne som FNATIC, SK Gaming, Misfits og G2 også kendte fra Counter-Strike-scenen. Derudover stille den tyske fodboldklub Schalke 04 også med et mandskab i LEC, hvor der altså også vil være et dansk islæt i form af Origen.

- Brandet og holdet bliver en del af RFRSH Entertainment og vil arbejde tæt sammen med organisationen, som udgør 50 fuldtidsmedarbejdere i Københavns og London.

RFRSH har arbejdet ud fra en topprofessionel opskrift med inspiration fra den traditionelle sportsverden, og det er nu den, de også vil anvende med Origen.

- RFRSH går ind i League of Legends, fordi vi har udviklet specialiserede værktøjer og ressourcer indenfor e-sporten, hvilket sætter os flere mil foran de andre i industrien, skriver RFRSH i pressemeddelsen.

Skal have base i Danmark

Origen vil være et søsterhold til Astralis og holdet vil i fremtiden være danskbaseret. Den spanske skaber af Origen flytter dog med til København og bliver en del af ledelsen af holdet. 

- Vi er nu nået et punkt, hvor vi kan tage de næste store skridt i retning af at skabe et naturligt centrum for esport, både når det gælder underholdning og top performance, siger medstifter af RFRSH Entertainment, Jakob Lund Kristensen

Sidste år begyndte den tidligere håndboldspiller Kasper Hvidt som sportsdirektør hos RFRSH. På det tidspunkt havde Astralis ikke vundet i ni måneder, men den erfarne landsholdspiller var med til at få trukket holdet i den rigtige retning.

- Ved hjælp af en systematisk og fokuseret indsats, har vi bygget en struktur, der har givet spillerne redskaberne til at optimere enhver detalje i deres spil, men også fået dem til at performe under det enorme pres, der kan opstå som topatlet. Det har givet spillerne mulighed for at maksimere deres potentiale og dermed være dominerende på den internationale Counter-Strike scene.

RFRSHs satsning på League of Legends præsenteres under en uge efter, at organisationen solgte sit andet Counter-Strike-hold Heroic. Ved den lejlighed blev det meldt ud, at det var en del af organisationens strategi at skille sig af med holdet.