Sport

Carlsen får 'chokerende' VM-start - taber til 16-årig

Magnus Carlsen tabte den anden kamp ved VM i hurtigskak mod 16-årige Shamsiddin Vokhidov

Magnus Carlsen fik den værst tænkelige start på VM i hurtigskak, da han tabte de to første partier.

For en måned siden kunne Magnus Carlsen juble over at have vundet VM i klassisk skak. 

Men den sejrsvante norske skakstjerne er kommet ned på jorden igen, efter han onsdag tabte de to første partier ved VM i hurtigskak, som afholdes i disse dage i Skt. Petersborg i Rusland. 

Magnus Carlsen tabte først til ukrainske Adam Tukhajev, inden han også måtte se sig slået af den bare 16-årige usbeker Shamsiddin Vokhidov. 

- En chokerende start, sagde den norske skakspiller Jon Ludwig Hammer til den avisen VG efter Carlsens to første partier. 

Men nordmanden fandt melodien og vandt de tre efterfølgende partier mod russerne Stefan Pogosjan, Nikolaj Vlassov og amerikanske Andrew Tang.

VM i hurtigskak bliver afholdt over tre dage, hvor hver spiller skal spille fem partier hver dag, inden verdensmesteren bliver fundet den 29. december. 

Magnus Carlsens to nederlag på førstedagen betyder, at nordmanden maksimalt kan nå at vinde 13 partier. Vinderen sidste år sluttede på 10,5 partier, og derfor tror Carlsen fortsat på en triumf. 

- Jeg har fortsat muligheder. Jeg kan i hvert fald afgive 1,5 point endnu og alligevel vinde VM, siger han til VG. 

Den 28-årige stjerne har to gange tidligere vundet VM i hurtigskak, men vi skal tilbage til 2015 for at finde den seneste triumf. 

I slutningen af november vandt Magnus Carlsen VM i klassisk skak, da han efter en tre uger lang dramatisk duel besejrede amerikanske Fabio Caruana efter omspil.