Sport

X Games i Shanghai: Det skal du vide om årets mest prestigefyldte actionsportsstævne

Hvad er X Games egentlig, hvad er Big Air og Street, og hvilke kriterier bedømmes der ud fra? Bliv klogere på X Games her.

Se eller gense alt det bedste fra X Games på TV 2 PLAY

Fra fredag d. 31. maj sender TV 2 SPORT fra X Games igen. Denne gang gælder det en sommerudgave. Det er en kæmpe begivenhed, hvor nogle af de største navne indenfor sporten deltager. Men hvis man ikke er X Games-nørd i forvejen, kan det måske være lidt svært at forstå, hvad det hele går ud på, og hvad det er, eksperterne i studiet taler om. Derfor har vi her samlet alt det vigtigste for at forstå X Games.

X Games er et årligt tilbagevendende actionsportsstævne. Det er et kommercielt event arrangeret af den amerikanske TV-kanal ESPN, og her dyster verdens vildeste freestyleatleter om guld, sølv og bronze. De belønnes for at lave de mest vanvittige tricks.

Eventet afvikles i en sommer- og en vinterudgave, og nu gælder det altså en sommerudgave, som bliver afholdt i millionbyen Shanghai i Kina.

Hvor vinterudgaven primært foregår på ski, snowboard og scootere, så er der andre remedier i spil til sommerudgaven. Her gælder det skateboard, BMX og motor BMX.

Historien om X Games

De første spæde ideer til X Games opstod tilbage i 1993, hvor ESPN nedsatte en gruppe, der skulle finde på et koncept, der kunne samle diverse actionsportsgrene i ét event.

Det blev til ”Extreme Games”, der blev afholdt for første gang i Newport, USA i 1995. Her var der discipliner som Bungy Jumping, In-line Skating, klatring og vandsport.

I Januar 1996 ændrede eventet navn fra ”Extreme Games” til ”X Games” og samme år blev det også offentliggjort, at der ville blive holdt en vinterudgave af eventet.

Gennem årene har konceptet ændret sig mange gange. Bungyjump og vandsport etc. er røget ud. Men skateboard, BMX og motocross blevet.

Atleterne bliver inviteret til stævnet. Deltagerlisten ved X Games, afgøres altså ikke ud fra en kvalifikation eller et pointsystem, som man kender det fra World Cups og andre sportsgrene.

Med tiden har X Games vokset sig kæmpe stort og har seere og fans over hele verden. Og for første gang nogensinde er skateboard også kommet på programmet til OL i Tokyo i 2020.

Hvad bliver der dystet i?

Ved X Games i Shanghai dystes der i fire discipliner, som udføres enten på skateboard, BMX eller Motor-BMX.

Mest hypet er disciplinerne big air og street, hvor der dystes både på skateboard og BMX.

Street

Mischa Gundmann forklarer disciplinen 'street' på skateboard. Video: TV 2 SPORT

Her skal kørerne igennem en bane med en række forhindringer bestående af rails (gelændere) og kickers (hop).

Kørerne får mellem to og tre forsøg på banen, og de må selv bestemme, hvilken ’rute’. I hvert forsøg har de 45 sekunder til at vise deres bedste tricks på de forskellige forhindringer. Den bedste omgang får de point for.

Big air

Frederik Schou Andersen fortæller om big air på skateboard. Video: TV 2 SPORT

Modsat street er der bare to forhindringer i big air: ét enkelt stort hop og en 'quarter pipe' og dermed har kørerne få chancer for at ”lande” det vildeste tricks, de overhovedet kan hive ud af ærmet.

Big air er både en disciplin for skateboard og BMX.

Thomas Skou forklarer, hvad big air på BMX går ud på.

Bedste 'whip'

Rasmus Kjeldsen forklarer, hvad konkurrencen 'best whip' går ud på. Video: TV 2 SPORT

Bedste 'whip' handler om at smide motorcross'eren sidelæns. Her er der kun ét stort hop. Kørerne racer op over en rampe og kaster deres motorcross til siden og twister den i forskellige trick-variationer.