Sport

Armlægning bliver en officiel idræt i Danmark

Fremadrettet bliver det ikke kun brydning som Danmarks Brydeforbund vil fokusere på. Armlægning bliver en officiel sport, og personer der dyrker armlægning kan blive optaget i Danmarks Brydeforbund.

Danmarks Brydeforbund vil optage personer, der dyrker armlægning, som dermed bliver en officiel dansk idræt.

De fleste forbinder nok armlægning med sene aftener på en bodega, men i flere lande er det en officiel idræt, og det bliver det nu også i Danmark.

Danmarks Brydeforbund har nemlig valgt at optage personer, som dyrker armlægning. Det skriver forbundet på sin hjemmeside.

På verdensplan er der omkring 100.000 personer, der dyrker armbrydning ifølge Det Internationale Armbrydningsforbund (WAF).

I Danmark er det tal mellem 100 og 120, vurderer Tonni Christensen, der er forsvarende dansk mester i armlægning og er udpeget af WAF til at organisere armbrydning i Danmark.

I et interview med Jyllands-Posten siger han, at det betyder meget, at sporten nu er officielt anerkendt i Danmark og kommer ind under Danmarks Idrætsforbund.

- Desuden kan vores medlemmer fremover blive testet af Anti Doping Danmark, så vi sikrer en ren sport.

- Vi håber også at udvikle sporten i Danmark og få en bedre organisation. I dag er det meget løst organiseret, og der er meget splid i miljøet. Vi håber at få alle samlet under Danmarks Brydeforbund, siger han til avisen.

Tidligere i år var der VM i armlægning i USA, hvor 920 atleter fra hele verden deltog i forskellige vægtklasser.

Det er lande som Kasakhstan, Tyrkiet, Rusland og Sverige, der er førende i sporten.