Sport

En dødsannonce og urne grundlagde klassisk rivalopgør

Sejr! Australien er sikre på at hjemtage urnen efter sejren søndag over England i The Ashes

Det siger noget om smerte, når et nederlag får sportsjournalister til at indrykke en annonce for at erklære en sportsgren død.

En urne som et sportstrofæ?

Ja, præcis. En urne af den slags, hvori man henlægger asken fra en kremation. En urne af den slags, som handlekraftige bedemænd har placeret som blikfang i deres gesjæfter, hvor de lover et værdigt farvel til det jordiske liv.

Det lyder både bizart og temmelig morbidt. Men det er det, der er på spil i en af sportsverdenens største og ældste rivaliseringer. En lille, undseelig urne indeholdende aske, godt hjulpet på vej af en næsten mytisk dødsannonce.

De to kaptajner - England Joe Root (tv) og Australien Tim Paine (th) med den lille undseelige urne, der spilles om i serien.

Det var årsagen til, at Australiens landshold søndag eftermiddag kunne bryde ud i jubel i Manchester. På Old Trafford.

Men det var ikke på Drømmenes Teater. Det var ikke fodboldlandsholdet fra Down Under, der strakte hænderne i jubel. Det var i stedet det australske cricketlandshold iklædt klassiske hvide striktrøjer og slipovere, der kunne fejre - på cricketversionen af Old Trafford - at de stod som indehavere af den lille urne i udgave nummer 71 af en af den klassiske sports mest traditionelle opgør.

De havde besejret hjemmeholdet England og kunne lade sig hylde som vindere af The Ashes.

- Som udgangspunkt kan intet sidestilles med fodbold i England, siger den danske cricketspiller Amjad Khan, der selv har spillet 14 sæsoner i cricketsportens moderland.

- Men man siger, at når sommeren kommer, er det cricketsporten, der fylder alt. Her er det VM og The Ashes, der optager nationen på samme måde som fodbold.

Dødsannonce over en sportsgren

Hele 137 år skal man tilbage i historien for at finde oprindelsen til The Ashes. Det handler både om forholdet mellem en kolonimagt og dens koloni. Og så handler det om et nederlag så forsmædeligt, at man valgte at begrave sporten og indrykke en dødsannonce i landets førende sportsavis.

Og det vel at mærke et nederlag, der stadig sætter sine spor i en grad, så kampene mellem de to nationer regnes for en af sportens allervigtigste serier. Kampe, der kan sende fodbolden om på de perifere sider i de engelske avisers sportsektioner.

- Det er uden tvivl den mest hypede cricketbegivenhed sammen med VM. VM er noget helt særligt. Det er der noget tradition i, og det er noget, man husker - hvem der vandt VM. Og det samme med en Ashes, siger Amjad Khan.

I 1882 havde Australiens landshold taget den lange vej over verdenshavene for at gå i land hos koloniherrerne og forsøge at være den første nation til at besejre opfinderne af cricket i deres eget spil – på englændernes eget græs. Det var niende gang, de to nationer skulle mødes.

En kæberasler er nærmest for mildt et ord for det, der fulgte på The Oval i London. Det lykkedes nemlig for gæsterne at besejre det, der i alle henseender dengang for 137 år siden var en storebror – politisk, økonomisk såvel som sportsligt. De ellers så overlegne koloniherrer blev besejret af en koloni grundlagt af forviste straffefanger fra den anden side af jorden. Fra et sted, der dårligt kunne klassificeres som kulturelt - eller civiliseret for den sags skyld.

Chokket gik gennem marv og ben.

Hvil i fred

Landets førende sportsavis The Sporting Times kvitterede for det forsmædelige nederlag med at indrykke en dødsannonce, hvori man uden blusel erklærede, at engelsk cricket var afgået ved døden.

"I kærligt minde om engelsk cricket, der den 29. august 1882 afgik ved døden på The Oval. Dybt sørget over af en stor kreds af venner og bekendte. Hvil i fred."

Men allervigtigst for sportens og rivaliseringens efterspil var næsten den nota bene, der afsluttede den barske annonce:

"NB: Liget bliver kremeret og asken (The Ashes) sendes til Australien."

Det var tydeligt, hvilken smerte nederlaget efterlod i England. Det satte dybe spor.

Derfor var det også med en klar mission, at det engelske landshold anført af kaptajn Ivo Bligh tog til Australien året efter. Han ville - under stor pressebevågenhed i hjemlandet - hente asken hjem til moderlandet.

Og selvom englænderne tabte den første kamp, så vandt de kamp to og tre og dermed serien 2-1 og kunne hjemtage den indtil da fiktive aske.

Men en gruppe kvinder fra Melbourne havde taget meldingen om den kremerede engelske cricketsjæl bogstaveligt, og da Ivo Bligh skulle forlade Australien for at vende hjem, præsenterede de ham for en lille undselig urne indeholdende asken fra et afbrændt gærde. På den måde var en myte skabt og et rivalopgør mejslet ind i cricketsporten på en måde, der stadig holder i år 2019.

Det ypperste

- Jeg kender mange af de spillere, det er gamle holdkammerater, der spiller på det engelske landshold. Og der er ingen tvivl for deres vedkommende, at det stadig er det ypperste, fortæller Amjad Khan om serien mellem de to nationer, der nu består af fem kampe. Kampe, der hver især kan vare op til fem dage.

Amjad Khan i den testkamp, han nåede at spille for det engelske landshold mod West Indies i 2009

Og det er vel uden sidestykke i sportens verden.

At en serie af møder mellem to rivaler kan få en verdensomspændende sport til at stå stille og holde vejret. For det er kun England og Australien, der kan mødes i The Ashes. Det gør de to nationer så hvert andet år – skiftevis i England og i Australien. Ingen adgang for ellers store cricketnationer som Indien, Pakistan og Sydafrika. Kun de to nationer, som det har været siden 1882.

- Hvis det danske fodboldlandshold spillede fire eller fem kampe mod Sverige, så tror jeg, folk ville blive lidt trætte efter den tredje kamp. Men på grund af traditionen, og at det er en del af englændernes og australiernes DNA, så har du bare en helt særlig betydning, som du ikke kan forstå herhjemme, prøver Amjad Khan med en forklaring på fænomenet.

Derfor er det også noget særligt at være med i The Ashes. Det ved Amjad Khan alt om. Han prøvede selv at komme med i den legendariske serie. Talentet var nemlig så stort hos den nu 38-årige cricketspiller, at han - da han spillede som professionel i England - fik at vide, at der var mulighed for at komme på det engelske landshold. Derfor fik han statsborgerskab og nåede at spille en enkelt fem-dages kamp – en såkaldt testkamp for et engelsk hold, der er blandt verdens absolut stærkeste. Men aldrig en kamp i The Ashes.

- Man siger i professionelle kredse, at hvis du spiller i en Ashes, og du ligefrem spiller dårligt, så er det sådan noget, der ruinerer karrierer. Det viser lidt om, hvor stor en begivenhed, det er. Det er noget, man altid husker.

Den er hjemme! Sidste gærde er faldet, og Australien kan juble over sejren søndag

Australien tog trofæet med hjem

Derfor var der stor australsk jubel på cricketudgaven af Old Trafford søndag eftermiddag.

For det betyder noget for de udvalgte, at de kan vende hjem med en lille undseelig urne i hånden. At de kan lade sig hylde som det mandskab, der genvandt det lille trofæ og tog asken med tilbage. Som bevis på, at man er den tidligere kolonimagt overlegen.

- Jeg troede ikke, det ville være så følelsesladet, lød det efter kampen fra den australske kaptajn Tim Paine.

- Mængden af arbejde, vi har brugt at genvinde The Ashes, er enorm. Jeg er virkelig stolt af holdet.

Imens græmmer englænderne sig, og ingen tvivl om, at der allerede nu spekuleres i, hvordan man skal sammensætte holdet til næste møde i det klassiske opgør.

For asken skal hjem til moderlandet.