Sport

25-årig skriver historie - vinder som første kvinde ved dart-VM

Fallon Sherrock skrev historie ved VM i dart. Matthew Childs / Ritzau Scanpix

Tilskuerne var ellevilde, efter at Sherrocks sejr var en realitet. Mændene er ikke uovervindelige, mener hun.

Engelske Fallon Sherrock er den første kvinde, der har vundet en kamp ved PDC World Darts Championship.

I Alexandra Palace i London slog hun tirsdag landsmanden Ted Evetts 3-2 i sæt og skrev darthistorie.

Da Sherrocks sidste pil landede i dobbelt 18, medførte det det hidtil største brøl fra publikum.

- Jeg har vist, at vi kan spille mod mændene og slå dem, sagde den 25-årige englænder efter kampen.

I løbet af kampen var Sherrock bagud. Men seks 180'ere, som er den højest mulige score med tre pile, og et pointsnit på 91,12 var i sidste ende nok til at sikre hende sejren.

Sherrock var en af to kvinder, der kvalificerede sig til turneringen, hvor i alt 96 dartspillere deltager.

Den anden kvinde i turneringen, japanske Mikuru Suzuki, tabte efter et afgørende sæt 2-3 til James Richardson søndag.

I næste runde møder Sherrock østrigske Mensur Suljovic.

- Jeg er virkelig glad for, at jeg har gjort noget for kvindedart, sagde Sherrock.

- Jeg kan ikke tro det. At gøre dette på den største scene af dem alle, wow. Jeg er så glad for, at jeg kan fortsætte (i turneringen, red.).