Coronavirus

Norsk idrætspræsident vil ikke sende atleter til OL

OL i Tokyo i 2020 hænger efterhånden i en tynd tråd. Behrouz Mehri / Ritzau Scanpix

Præsidenten i Norges Idrætsforbund vil holde de norske atleter hjemme fra OL i Tokyo, hvis de olympiske lege ikke bliver udskudt.

Presset på Den Internationale Olympiske Komité (IOC) stiger dag for dag.

Canadas olympiske komité har allerede meddelt, at den ikke agter at sende atleter til OL, hvis det bliver afholdt som planlagt til sommer.

Og nu følger en af de tungeste stemmer i norsk idræt trop. Det ligger fast efter et møde mandag mellem Berit Kjøll, der er præsident for Norges Idrætsforbund, og den norske kulturminister Abid Raja.

- Jeg så gerne, at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) tog beslutningen om at udskyde OL i Tokyo 2020. I fredags sendte vi et brev, hvor vi udtrykte vores bekymringer om situationen.

- Mit klare råd til idrætsstyret er, at ingen norske atleter bliver sendt til Tokyo i 2020, siger Berit Kjøll til TV 2 Norge.

Berit Kjøll opfordrer beslutningstagerne i Norges Idrætsforbund til samlet at træffe denne beslutning.

Hendes ønske om at holde atleterne hjemme, hvis OL ikke bliver udskudt, bliver bakket op af landets kulturminister, Abid Raja (V). Det giver Raja udtryk for til samme medie.

Tidligere har Norge sagt, at man ikke vil sende atleter af sted, hvis coronapandemien stadig hærger. Her lød Norges opfordring på, at OL bør udsættes.

OL ikke udsat endnu

Indtil videre har de japanske arrangører og IOC dog nægtet at udsætte OL i Tokyo, der efter planen skal begynde 24. juli.

Men på ganske kort tid er der sket en række udviklinger, der lægger pres på IOC.

Natten til mandag dansk tid meldte det canadiske forbund ud, at landet ikke vil deltage, hvis legene afvikles som planlagt.

Faktisk insisterer canadierne på, at OL må udsættes et helt år. Det skyldes både atleternes og offentlighedens sikkerhed, lyder det fra den canadiske komité.

Dermed blev Canada det første land til at fastslå, at det vil boykotte legene, hvis de ikke bliver udsat. Meget hurtigt sluttede Australien sig dog til med en melding om, at landet umuligt kan samle en delegation under de nuværende omstændigheder