Sport

Vinderen holdt sig for øjnene efter "den værste kamp i historien"

Hele 72 gange i alt kiksede Devon Petersen og Steve Lennon kast efter en double ved VM i dart.

Vinderen holdt en hånd over øjnene i sit tv-interview, da kampen mellem Devon Petersen og Steve Lennon i anden runde af PDC World Darts Championship var slut.

Så upræcis havde deres kamp været.

De to dartspillere leverede en sand opvisning i gummiarm, da de tilsammen hele 72 gange præsterede at ramme forbi den double, de sigtede efter.

I første sæts afgørende parti brændte Steve Lennon ni pile i træk for at lukke ballet. I stedet kom Petersen tilbage fra 36-216, vandt partiet og dermed sættet 3-2.

I tredje sæt var den så gal igen. Petersen missede syv chancer for at lukke opgøret - og i stedet vandt Lennon sættet 3-2.

Det skete, efter at Lennon havde været foran 2-1 i partier og 40-207 med muligheden for at lukke sættet uden pres, men først kastede tre pile over doublefeltet og også efterfølgende var så uskarp, at Petersen kom på 2-2 og siden 3-2, så han reducerede samlet.

Petersen sejrede til sidst

I fjerde sæt lykkedes det så endelig for Devon Petersen at lukke kampen relativt uproblematisk med en dobbelt-ti til sætsejr 3-1 og dermed samlet sejr i matchen.

Over hele kampen ramte Lennon kun på syv af sine 46 kast efter en double. Petersen havde succes med 11 ud af 44 forsøg.

De to dartspillere er henholdsvis nummer 47 og 29 på verdensranglisten.

Ifølge Teller Report, som kalder opgøret for "den værste kamp i VM-historien", kan de to dog trøste sig med, at Richie Burnett og James Hubbard for otte år siden formåede at brænde 73 kast efter doubler.