Sport

47 sting reddede hans liv for ti år siden - nu er han verdensmester i dart

Vejen mod verdenstoppen har været anderledes. Han er ikke som andre dartspillere. Han er helt sin egen.

Det er ikke det første, der falder i øjnene, når man ser den nye verdensmester i dart posere med sit skinnende og høje trofæ.

Det er dog til at få øje på, hvis man kender til den voldsomme historie, han bærer rundt på. 42 sting fra pande til hovedbund og 5 sting fra hage til hals reddede Gerwyn Prices liv.

Arerene vidner om en fortid i en branche, hvor slagsmål var en del af jobrisikoen. Det er med til at fortælle en atypisk historie om, hvordan han søndag aften endte med at blive nummer et på verdensranglisten.

Det var nemlig ved at gå helt galt for Gerwyn Price en novemberaften i 2010, hvor døden kunne have været udgangen. Det blev det heldigvis ikke.

Som dørmand på en natklub i Wales’ hovedstad, Cardiff, blev én episode overstrålet af alle andre urolige af slagsen. Her blev han slået i asfalten af en gæst. Price nåede ikke at tage fra i landingen og ramte hårdt med hovedet først i den kolde asfalt.

Så hårdt, at han udover de i alt 47 sting fik blødninger i hjernen og en nerveskade i det ene øjenbryn.

Det får mig til at spille bedre, så næste gang skal de bare buhe lidt mere

Gerwyn Price

I retssalen var dommeren klar i retorikken over for gerningsmanden.

- Sådan en hændelse kunne have haft døden til følge og en tiltale for mord. Heldigvis skete det ikke, lød det i retssalen i Cardiff.

Gerwyn Prices voldsmand blev idømt et års fængsel. Price fik også en betinget dom for vold i forbindelse med episoden, og dommeren beskrev waliseren som ”værende en voldelig person”.

Professionel rugbyspiller og en dartskive i den lokale bar

Fysisk kontakt har været en del af Prices liv og fungeret som en anderledes optakt til at blive verdensetter i en sport, hvor netop dét ingen steder hører hjemme.

Inden han i 2014 besluttede sig for at jagte drømmen om en professionel dartkarriere, tjente han penge som professionel rugby union-spiller i den bedste walisiske liga, mens han øvede sig på at kaste pile i de rette felter på en dartskive.

Det hele var lidt tilfældigt. Det 16-årige muskelbundt forlod skolen for at forfølge drømmen om at blive rugbyspiller. Og det gik godt i ungdomsårene, men det er ikke nok at have talent. Han blev aldrig til det, han kunne have været blevet til i den krævende sport.

- Sandsynligvis på grund af mine egne fejl missede jeg bussen nogle gange. Jeg var ung, umoden og nok ikke professionel nok. Jeg foretrak en bytur frem for at blive hjemme og fokusere på min karriere, har han udtalt til Gulf News.

Så var det godt, at der hang en gammel og slidt dartskive i den lokale rugbyklubs bar. Her kunne han kombinere sin tørst og festlyst med det, han blot betragtede som en ’bodegasport’.

Skubbet mod en professionel dartkarriere

Hurtigt stod det dog klart, at han havde talent. Der skulle dog en anden til for at få ham til at indse, at det var kæmpestort.

Hans vej ind i dartsporten begyndte, da hans landsmand, Barrie Bates, spottede ham i en lille, lokal dartturnering, hvor alle kunne deltage. Her ovetalte han Price til at forsøge at kvalificere sig til dartskolen hos Professional Darts Corporation. Det er måden, man får billet til verdens største turneringer.

Det lykkedes samme år.

Han var dog ikke klar til helt at give afkald på rugby, den faste månedlige hyre og drømmen om at repræsentere det walisiske landshold mod rivalen England. Han indså dog året efter, at det aldrig ville komme til at ske.

Retningsskiftet og byttet af én spids genstand til en anden – den ovale rugbybold til dartpilene – skulle vise sig at være fornuftigt. Mildest talt.

Godt 10 år senere, søndag den 3. januar 2021, vandt han nemlig VM og 500.000 pund svarende til 4.145.000 kroner, da han besejrede den tredobbelte verdensmester Gary Anderson med 7-3.

Elsker at være hadet eller elsket

35-årige Gerwyn Price havde nok ønsket, at han kunne fejre titlen foran et fyldt Alexander Palace, men grundet coronapandemien skulle det ikke være sådan.

Hans stil som dartspiller passer nemlig glimrende til et højlydt publikum, der enten hader eller elsker ham. Sådan er det nemlig. Hans måde at gribe dartspillet an på er anderledes – nogle vil sige kontroversiel.

Det generede ikke folk, da de slog mig

Gerwyn Price

Han er svær at komme udenom, overse eller overhøre, når han har tre dartpile i hånden eller giver interview efter kampene.

- Tidligere var jeg rugbyspiller, og nu hiver jeg penge ud af de professionelle spilleres lommer, har han tidligere selvsikkert og kækt udtalt, da han var på vej mod sit store gennembrud.

Gerwyn Price jubler over en høj lukning. Ét af mange høje brøl, når han spiller dart.

Dartens muskelbundt

Gerwyn Price er et muskelbundt på 97 kilo fordelt på 178 centimeter i højden. Det står ofte i skærende kontrast til hans knap så atletiske modstandere. Og selvom flere af verdens bedste dartspillere hverken i dag og historisk ikke har været veltrænede, mener Price, at hans fysik har hjulpet ham på vej mod toppen.

Det er også derfor, at han har holdt træningen ved lige, efter at han stoppede som rugbyspiller.

- Når det kommer til store tv-turneringer, de længere formater, betyder det noget. Det er hårdt at bære rundt på meget vægt i varmen. Man bliver svedig, ens hænder bliver svedige, og man kaster ikke på samme måde, fordi man ikke har samme greb. Hvis man er overvægtig, kan disse faktorer spille ind, har han sagt til The Guardian.

Udover den trænede krop er han altid højlydt, når noget går godt for ham under en kamp. Modsat flere af hans konkurrenters afdæmpede gemyt i gentlemansportens tegn.

Og så er han ikke bleg for at lave et show, tage lidt længere tid om at kaste sine dartpile og tage et par eller ti dybe indåndinger.

Tilnavnet ’The Iceman’ er ikke kommet ud af ingenting. Han har det glimrende, når publikum vender sig imod ham, fordi en af deres gamle helte er utilfreds med hans opførsel.

- Hvis de er imod dig, skal man bare håndtere det. Det får mig til at spille bedre, så næste gang skal de bare buhe lidt mere, har han sagt tilbage i 2018 efter sin karrieres første store sejr ved Grand Slam-turneringen.

Kommentaren kom efter en af darthistoriens mest omtalte kampe mod netop Gary Anderson, som undervejs i finalen påpegede, at han ikke brød sig om de høje jubelbrøl og hans langsomme spil.

Det opfangede publikum, og det blev langt fra bedre, da Price nogle minutter senere gik helt op i hovedet på den rolige skotte og søgte fysisk kontakt.

- Det generede dem ikke, da de vandt over mig

I takt med, at han skrev sit navn ind i dartsporten, blev hans stil et større tema end de høje scores og flotte lukninger under kampene.

Han mener, at han fejlagtigt er blevet udråbt som en skurk.

- Jeg er ikke den eneste, der viser følelser. Hovedparten gør, og det er svært at holde tilbage. Folk tror, jeg gør det for at hyle modstandere ud af den. Men jeg har brug for at holde mig selv kørende. Det generede ikke folk, da de slog mig, har Price udtalt til The Guardian.

Grand Slam-sejren fik han lov til at beholde, men nogle af pengene måtte han aflevere tilbage.

Waliseren blev nemlig idømt dartsportens største bøde for usportslig opførsel under hele turneringen. Bøden lød på 21.500 pund (179.000 kroner) og blev senere reduceret med 10.000 pund. Derudover blev han også idømt karantæne i tre måneder.

Buhråbene fra publikum forfulgte ham, og i dartmiljøet stod det da klart, hvad den kamp netop havde betydet.

Belgiske Kim Huybrechts, der også var kendt for at juble – lidt for – meget, skrev et tweet, der indkapslede situationen.

- Jeg er glad for ikke at være dartsportens mest hadede person længere.

Sejren betyder alt

Modgangen og straffen for at opføre sig anderledes end sine konkurrenter har dog ikke slået Gerwyn Price ud. Det har fungeret som benzin til hans store tank af talent, attitude og vilje til at vinde. Til at blive verdens bedste dartspiller.

Efter sejren i VM-finalen søndag var det et konstant smil og ikke arene i pande og hals, der fangede blikket, men et kæmpestort smil.

- Det her betyder alt. Det betyder alverden for mig.

- Det kommer til at tage et par dage, før det synker ind. Sejren betyder alverden for mig, lød det blandt andet.

Nu er han verdensmester og verdensetter. Det forpligter, er han klar over. Og han har ikke i sinde at stoppe her. Han vil holde fast og vinde flere titler.

- Jeg er stolt over at være verdens nummer et. Det er nok endnu sværere at opnå, end det er at blive verdensmester. At opnå begge ting er utroligt for mig.