Et billede, der blev taget i timerne efter bombeangrebet, og som viser, hvor skadelig rørbomben endte med at være.
Sport

Meget er sket, siden floder af blod spredte sig i OL-byen

Når OL i Tokyo løber af stablen hen over sommeren, markerer det 25-årsdagen for det seneste terrorangreb i forbindelse med de olympiske lege.

- Lad mig se jeres hænder derude. Ja, tak. Det er, hvad jeg taler om. Lad os feste til solen står op.

Ordene kom fra forsangeren i Jack Mack and The Heart Attack, og alt tydede på, at de olympiske lege var fyldt med liv og glade dage. Men ordene blev ganske ironisk de sidste under koncerten.

Mens et storartet lysshow lyste nattehimlen op foran de tusindvis af fremmødte tilskuere, blev den festglade stemning med ét skudt i sænk.

Få øjeblikke efter festopfordringen fra showets stjerne lød et brag, der fik verden til at gå i stå.

Et brag, der blev formet af en bombe. En bombe, der smadrede ruder, rystede bygninger og skabte genklang hele vejen gennem den olympiske by Atlanta. En by, der var vært for OL i 1996, og som måtte erkende, at katastrofen havde indtruffet.

De olympiske lege i 1996 var blot få dage gamle, da Centennial Olympic Park i downtown Atlanta blev ramt af det, der hurtigt blev betegnet som et terrorangreb.

Parken var den pulserende del af den olympiske by, hvor de tusindvis af fremmødte fans under OL kunne feste, socialisere og hygge sig. Men under gratiskoncerten med Jack Mack and The Heart Attack natten til 27. juli 1996 blev det hele lige pludselig alvorligt.

En bombe dræbte 2 personer og sårede yderligere 111. Kaosset bredte sig, og der gik ikke mange minutter, før CNN kunne vise billeder til hele verden af sårede mennesker, der lå på gaderne i Atlanta.

- Der var floder af blod, berettede den lokale skolelærer Desmond Edwards til verdens største nyhedsbureau, AP, der var til stede under koncerten. Til samme medie var daværende FBI-agent Woody Johnson heller ikke mange minutter om at konstatere katastrofens omfang.

- Vi betragter det som en terrorhandling, lød den uvirkelige, men sande konstatering.

ADVARSEL: Voldsomt billede. Flyt markøren for at se billedet:

Ritzau Scanpix
Ritzau Scanpix

Det var første gang, at OL blev målskive for et terrorangreb siden München-massakren i 1972, hvor et angreb blev sat ind på specifikke atleter.

Den danske delegation slap billigt

I Atlanta var det dog ikke udøverne, der blev sigtet efter. Der befandt sig alligevel minimum ti atleter fra Cuba og Argentina i det område, hvor bomben sprang, men ellers var størstedelen af OL-aktørerne ikke til stede på koncertpladsen.

Det gælder også danskerne, der var indlogeret på et teknisk gymnasium uden for midtbyen. Og da bomben gik af, lå den danske delegation på værelserne og sov.

- Jeg husker, at vi hørte et stort brag, og vi blev sendt ned fra lejlighederne, hvor vi boede. Der røg to brandalarmer, og vi blev sendt ned på gaden i underbukser, erindrer Kim Larsen, der var med den danske delegation som fysioterapeut for badmintonafdelingen.

I dagene efter var det jo lidt uhyggeligt

Marianne Florman, tidl. landsholdsspiller for håndboldkvinderne

Den danske delegation var blevet indlogeret i store højhuse, og dengang boede danskerne med delegationen fra Georgien. Det er ikke tilfældet i nyere tid, hvor den danske delegation efter planen bliver bosat med udøvere fra Skandinavien.

- Georgierne blev bare stående oppe på etagerne og gloede ud med et blik, der sagde, hvad fanden foregår der. Men vi blev vækket to gange og blev sendt fra 12. etage og ned. Vi skulle have styr på antallet, og om der manglede nogen. Vi manglede ikke nogen fra den danske lejr, men vi kunne godt se, at der var røg inde fra midtbyen.

Samme erindring har Marianne Florman, der var en del af de 'jernhårde ladies', som sluttede de olympiske lege i 1996 med at løfte guldet.

Ulrik Wilbek stod i spidsen for kvindelandsholdet i den periode, og da bomben sprang, blev de danske ledere bedt om at tjekke op på de danske værelser.

- Ulrik kom og bankede på vores værelser og tjekkede, om vi var der. Vi vidste jo ikke om natten, hvad der var sket. Og Ulrik havde nok ikke lige et behov for midt om natten at sige et eller andet vildt, siger Marianne Florman og forklarer, at det først var i de efterfølgende dage, at man mærkede noget til terrorangrebet.

- I dagene efter var det jo lidt uhyggeligt. Opmærksomheden blev øget, og der kom en heftig security. Selvom der havde været beredskab inden, så var det tydeligt, at beredskabet blev højere. I forvejen skulle vi jo tjekkes via fingeraftryk, men efterfølgende blev vi tjekket lidt mere personligt i tasker og så videre. Der kom flere sikkerhedstjek, når vi skulle ind og ud af busser, lejre og haller.

Et ukarakteristisk terrorangreb

- Bombeangrebet var en ond terrorhandling. Det var rettet mod de uskyldige mennesker, der deltog i de olympiske lege. En fejhed, der står i skarp kontrast til de olympiske atleters mod.

Sådan sagde den daværende amerikanske præsident, Bill Clinton, på et pressemøde i timerne efter angrebet. Her sagde han også, at han ville gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at finde bagmanden eller -mændene.

Det lykkedes, men forløbet vil for altid stå som en broget plet i den amerikanske historie. Sikkerhedsvagten Richard Jewell, der opdagede bomben og reddede mange menneskeliv, gik på ingen tid fra at være helten til at blive den hovedmistænkte i FBI’s efterforskning.

I de efterfølgende måneder var den amerikanske presse på nakken af Richard Jewell, selvom det senere viste sig, at han var uskyldig. Det eneste, Richard Jewell var skyldig i, var at redde menneskeliv. Han var nemlig manden, der opdagede bomben inde i parken, hvor han nåede at få flyttet store menneskemængder væk fra området.

I oktober 1996 erklærede FBI, at Richard Jewell ikke længere var en person af interesse. Som følge af tre lignende bombeangreb i 1997 blev Eric Robert Rudolph mistænkt, men først i 2003 formåede FBI at fange manden og arrestere ham.

To år senere erklærede Eric Rudolph sig skyldig for at undgå dødsstraf, og dermed blev der først ni år efter bombeangrebet ved OL i Atlanta i 1996 sat et endegyldigt punktum.

Dermed stod det også klart, at terrorhandlingen ikke var bundet op på en større religiøs bevægelse, som man ellers ofte ser i forbindelse med terrorhandlinger. Det forklarer idrætshistoriker Jørn Hansen, der forsker på Syddansk Universitet og har skrevet flere bøger om den olympiske historie.

- Det viste sig jo, at det tilsyneladende var en meget vred mand. En vred person, der ikke havde forbindelser til en bevægelse. Han ville bare manifestere, at han var vred på systemet. Fra den viden, vi har, havde han ikke tilknytning til en terrorbevægelse.

Terrorangrebet ved OL i München i 1972 blev begået af den palæstinensiske terrororganisation Sorte September, mens bomberne ved Boston-maraton i 2013 kom fra personer, der var tilknyttet en islamisk befrielsestankegang.

Ved angrebet i Atlanta var det dog en handling fra en enkeltperson. Om man som terrorist arbejder selvstændigt eller kommer fra en bevægelse, det ændrer dog ikke så meget ved, hvorfor netop store sportsbegivenheder historisk har været udsat for terrorangreb.

Andre terrorangreb i forbindelse med sport

1. München-massakren (München, 1972)

  • Den 5. september 1972 sneg otte terrorister sig ind til de israelske atleter. Terroristerne var fra Sorte September, og de krævede 234 palæstinensere løsladt fra Israel samt fri passage til Egypten. Gidseltagningen resulterede i, at samtlige 11 gidsler fra den israelske delegation, en tysk politimand og fem af terroristerne mistede livet.

2. Selvmordsbombe under maraton (Sri Lanka, 2008)

  • I 2008 skulle et maraton fejre det Sri Lankanske nytår. En selvmordsbomber detonerede en bombe ved startlinjen, hvilket kostede 12 mennesker livet, mens yderligere 100 blev såret. Bombemanden menes at have haft en forbindelse til de Tamilsk Tigere, som er en oprørsgruppe, der kæmper for tamilsk uafhængighed fra Sri Lanka. 

3. Boston Maraton (Boston, 2013)

  • Tre personer omkom, og 183 personer blev såret, da to bomber sprængte ved mållinjen under Boston-maratonet i 2013. Brødreparret Dzhokar og Tamerlan Tsarnaev stod bag bombeangrebet. Tamerlan døde i forbindelse med et flugtforsøg, mens Dzhokar under afhøring forklarede, at de var motiveret af krigene i Irak og Afghanistan. 

Ifølge Jørn Hansen får terrorister nemlig ikke et bedre udstillingsvindue.

- Man kan som terrorist ikke sætte et bedre aftryk end ved at angribe OL. Det skyldes, at der er så stor mediebevågenhed. Siden OL i Montreal i 1976 har der været flere journalister tilknyttet legene, end der har været udøvere. Det vil sige, at verdens bevågenhed hviler på legene. Det er en af forudsætningerne. Så når en terrorist eller terrorbevægelse vil frem med et budskab, være kendt og vise, hvad de kæmper for, så er OL jo en fantastisk begivenhed for dem.

Medierne bliver tvunget til at give dem opmærksomhed

Den tese står Jørn Hansen ikke alene med. Den deler terrorekspert Carsten Bagge Laustsen ligeså.

- Noget af det, der er vigtigt for terroristerne, er jo, at man angriber sportsfolk, der ikke har noget med sagen at gøre. Og så er man sikker på at få en høj grad af opmærksomhed.

Carsten Bagge Laustsen forsker i terrorisme hos Århus Universitet, og han peger på, at der kan være mange årsager til, at en terrorist eller en terrorbevægelse angriber et OL.

Hvis vi igen spoler tiden tilbage til terrorangrebet ved OL i München i 1972, står det klart, at angrebet dengang blev meget epokegørende. Under terrorangrebet fra Sorte September blev kidnapningen gengivet på direkte billeder i fjernsynet. Bevægelsen fik altså opmærksomhed fra hele verdens samfund, og det angreb står stadig som løftestang på det fænomen.

- Her taler man om compulsory viewing. At man simpelthen bliver tvunget til at dække det live og ucensureret. Og Sorte September gik fra at være nogen, som ingen rigtigt interesserede sig for, til at man to år senere fik taletid i FN. Så den her meget lille stat Palæstina fik jo simpelthen verdens primære opmærksomhed. Og er det jo nærmest stadigvæk. Det gik fra at være lokalt til at blive verdenspolitik.

Der kan altså ligge mange årsager til grund for, at en stor sportsbegivenhed som OL bliver udsat for et terrorangreb. Og det faktum, at terrorangrebet i München i 1972 blev begået af en bevægelse, mens terroraktionen i Atlanta i 1996 blev begået af en enkeltperson, er ikke den eneste signifikante forskel.

Der er sket en overgang fra 1970’ernes fokuseret terrorisme mod navngivne personer og så til den mere katastrofale terrorisme, som vi så i Atlanta og har set fra 9/11 og frem.

- Forskydningen fra München i 1972 til Atlanta i 1996 er, at truslerne går fra at være rettet mod specifikke personer og atleter med Sorte September til at blive en trussel generelt mod de tilskuere, der er til stede, forklarer Carsten Bagge Laustsen.

At det så var så slemt, som det egentlig var, det fik vi ikke noget at vide om

Kim Larsen, fysioterapeut i den danske delegation

Terrorangreb i forbindelse med store sportsbegivenheder har også den betydning for terrorister, at de sender et voldsomt signal. Her taler man om handlingspropaganda, og det skal man i den grad ikke undervurdere.

- Det, at man viser, at man kan gøre noget, har også en kolossal stor propagandaværdi. Hvis man kan lave et angreb på en olympiade, hvor der er et ekstremt stort sikkerhedsopbud, så viser man, at man er i stand til at gøre det hvor som helst og når som helst. Og det giver jo en stolthed og en følelse af, at man kan det hele. Det giver en helt utrolig stor magtfølelse, og hvis man samtidigt kan slå ned på en af de mest ikoniske begivenheder, som de olympiske lege jo er, så er det jo stort for dem.

'Det var en anden tid dengang'

Men meget er sket siden terrorangrebet i 1996. På mange områder. En ting er, at terrortruslen ikke fyldte lige så meget i det store billede inden terrorangrebet på World Trade Center i 2001. Derfor var sikkerheden ikke den samme ved legene i 1996, som tilfældet er i dag, men også fokus på selve katastrofen blev nedtonet.

Selve terrorangrebet var naturligvis ikke noget, der bare gik ubemærket hen. De danske dagblade og TV-stationer dækkede det, men ikke i et omfang, som vi nok ville se i dag.

Den følelse stod DR-journalisten Lone Pagh også tilbage med. Hun var med til legene i Atlanta for at følge håndboldkvinderne i radioen.

- Noget af det, jeg husker bedst, var, at det ikke fyldte noget. Jeg husker OL i 1996 for, at det var mærkeligt, at det slet ikke fyldte noget. Det er det minde, jeg har. At det var underligt, at det blev holdt så meget ude, fortæller Lone Pagh.

Hun husker et OL, hvor der ikke blev lavet om på nogen som helst af planerne efter bombeangrebet. Arbejdsmæssigt fyldte det ingenting, og hun beskriver selv oplevelsen som underlig.

Hun husker endda en helt speciel episode, hvor betydningen af bombeangrebet endte med at stå bøjet i neon i ansigtet på hende.

- Jeg var jo særlig optaget af kvindehåndbold dengang. Jeg var optaget af, hvad der skete hos dem. Så efter bombeangrebet fandt jeg ud af, hvor de skulle træne henne. Og det var helt vildt langt væk. Et helt obskurt sted i en gymnastiksal, og det tog en krig at komme derud. Og da jeg endelig kom derud, fik jeg at vide, at jeg ikke måtte stille spørgsmål til spillerne om det. Jeg måtte ikke nævne det med et ord. Det var et no-go at nævne det. Det var der en klar instruks om. Så jeg stod med en lang næse, husker Lone Pagh.

Tiden var en anden. Informationsmængden var ikke på samme måde tilgængelig, som vi ser det i dag. De sociale medier eksisterede ikke. Terrorfrygten var noget andet, end den er i dag. Det var på alle måder anderledes for 25 år siden, og derfor endte terrorangrebet heller ikke med at få den store betydning på atleterne og legene.

Vi har kontakt med PET i forhold til trusselsbilledet

Søren Simonsen, dansk Chef de Mission ved OL i Tokyo

OL blev bebudet fortsat, og udøverne levede i en form for et parallelsamfund. Bombeangrebet var noget, der skete nede i midtbyen, og hos atleterne var der ingen fare. Det er i hvert fald den følelse, som den danske delegation sidder tilbage med.

- Jeg tror, at hele oplevelsen blev talt ned i lejren. Vi havde en fornemmelse af, at der var sket det her nede i byen, men at vi var i sikkerhed, forklarer Marianne Florman.

Lene Rantala, der vogtede målet hos de danske håndboldkvinder under den sportslige triumf i 1996, går den dag i dag ikke og skænker terrorangrebet i Atlanta en eneste tanke. Som hun forklarer, så husker hun legene i 1996 for noget andet. Og noget væsentligt mere positivt. Nemlig OL-guldet.

- Det var jo en anden tid dengang. Informationen var noget andet, for vi var jo ikke på internettet. Vi mærkede ikke så meget, for der var ikke sociale medier på samme måde. Man bliver påvirket forskelligt af sådan noget, men for mit vedkommende blev jeg ikke som sådan påvirket. Jeg husker OL i Atlanta for andre og bedre ting, siger Rantala efterfulgt af et grin.

En talestreg, der meget godt opsummerer den følelse, som de danske aktører under legene i 1996 sidder tilbage med. At OL i 1996 ikke vil blive husket for et terrorangreb, men at det vil blive husket for den gunstige danske medaljehøst.

Også for fysioterapeuten Kim Larsen er det først i eftertiden, at det egentlig er gået op for ham, hvor alvorligt omfanget var, og hvor slemt det kunne have været endt.

- Det var ikke noget, der påvirkede os. Det var ikke, fordi vi var iskolde. Men informationsmængden var ikke god. Vi fik ikke rigtig besked om, hvad der skete. Folk tænkte nok bare, at det var en lille bombe. At det så var så slemt, som det egentlig var, det fik vi ikke noget at vide om.

Så en ting er, at sikkerheden ikke var det samme dengang. En anden ting er, at man håndterede terrorangrebet på en anden måde. Begge ting, der i den grad har ændret sig med årene.

Meget er sket siden Atlanta

I takt med, at informationsmængden er steget, og terrortruslen fylder mere og mere, er sikkerheden ved de olympiske lege også vokset voldsomt.

Trods terrorangrebene ved OL i München i 1972 og ved OL i Atlanta i 1996 var det først ved de vinterolympiske lege i 2002 og de olympiske lege i 2004, at der for alvor skete en forandring. En forandring, nedenstående graf med sikkerhedsudgifterne for sommerlegene illustrerer:

En forandring, der kom ganske naturligt i lyset af den skelsættende dato 11. september 2001. Dagen, hvor USA blev ramt af historiens mest omfattende terrorangreb. Tusindvis af mennesker mistede livet, da kaprerede fly kolliderede med World Trade Center og Pentagon.

Aldrig har en terroraktion kostet så mange mennesker livet, og aldrig har en terroraktion haft så store konsekvenser. Og aldrig har en katastrofe ændret dagsordenen så meget.

En helt ny opfattelse af terrortruslen var en kendsgerning. Og det kom også til kende ved den næste store internationale sportsbegivenhed. De vinterolympiske lege i 2002 skulle afvikles i Salt Lake City i Utah. USA var altså nok en gang vært for en af verdens største tilbagevendende sportsbegivenheder.

Den tidligere FBI-agent Bobby Chacon blev en del af en antiterroristisk enhed, der skulle hjælpe myndighederne med at afvikle henholdsvis de vinterolympiske lege i 2002 og de olympiske lege i 2004. Han samarbejdede tæt med organisation bag vinter-OL i 2002, og i forbindelse med OL i Athen i 2004 blev han sendt til Grækenland i ni måneder for at hjælpe landet med at forberede sikkerhedssetuppet frem mod sommerlegene.

Og han har oplevet på egen krop, hvor meget der er sket omkring sikkerheden.

- Efter at have arbejdet med sikkerhed og bekæmpelse af terrorisme ved to olympiske lege er det min opfattelse, at det bliver mere og mere vanskeligt at angribe et OL som terrorist. Og det er der flere årsager til.

- Den ene er, at OL samarbejder med de bedste sikkerhedskonsulenter i verden. En anden er, at IOC og værtslandskomiteen har sikkerheden ved legene for atleterne og tilskuere som den absolutte topprioritet. Der bliver ikke sparet så meget som en krone i jagten på at gøre OL sikkert. En anden årsag er også, at hvert land, der har været vært for legene, videregiver sine erfaringer fra at være vært til det næste land, og på den måde bliver sikkerhedsarven forstærket fra OL til OL. Overførslen af denne viden er meget afgørende for den fortsatte succes med den olympiske sikkerhedsplan.

Bobby Chacon peger blandt andet på, at teknologien ganske naturligt har gjort OL et mere sikkert sted. Teknologi har forbedret evnen til at opdage og forhindre terrorangreb i hele verden. Fra nye overvågningsmetoder og droner til ansigtsgenkendelse er den mest avancerede teknologi nu til rådighed i den olympiske sikkerhedsprotokol.

Tokyo har igangsat store sikkerhedstiltag

Arrangørerne bag legene i Tokyo 2021 har da også gjort sit for at garantere tilstrækkelig sikkerhed.

Ikke nok med, at Tokyo 2020, som begivenheden stadig hedder, trods kalenderen viser 2021, bliver de første til at implementere ansigtsgenkendelse, så er der også blevet installeret hundredvis af sikkerhedskameraer rundt omkring i byen.

Derudover har Tokyo også lagt asfalt til antiterroraktioner. Man har gennemført øvelser rundt omkring på de store olympiske steder, der har fokuseret på scenarier mod bombeangreb. Alle samme tiltag, der skal sikre legenes sikkerhed.

Og i den danske lejr er man da også fortrøstningsfuld frem mod legene i Tokyo.

- Tokyo 2020 er et af de sikreste steder, vi nogensinde kommer til på hele OL-turen. Så det har ikke været et ekstraordinært fokusområde hos os. Vi er trygge ved, at IOC i samarbejde med Tokyo 2020 står for den generelle sikkerhed, siger den danske Chef de Mission, Søren Simonson.

Søren Simonsen er som Chef de Mission den øverste chef i den danske delegation, der til sommer rejser til OL i Tokyo. Det er ganske naturligt værtsbyen og arrangørerne, der skal garantere sikkerheden under de olympiske lege.

Fakta om OL i Tokyo

  • OL i Tokyo skulle oprindeligt have været afviklet i 2020, men coronapandemien har rykket det til 2021
  • OL i Tokyo kommer stadig til at gå under navnet Tokyo2020
  • Tokyo2020 bliver OL nummer 32 i rækken
  • Legene bliver afviklet fra 23. juli til 8. august
  • Legene bliver afviklet i Tokyo, Japan
  • De andre kanditater for sommer-OL 2020 var Madrid og Istanbul
  • Tokyo var også vært ved sommer-OL i 1964

Men det er ikke ensbetydende med, at man i den danske lejr ikke tager nogle tiltag i brug. I mange år har Politiets Efterretningstjeneste, PET, været med den danske delegation til de olympiske lege, og det bliver også tilfældet i Tokyo.

- Vi er ikke inde som nation at gøre noget, som man eksempelvis gør hos Israel, hvor man sender nationale sikkerhedsstyrker med delegation, der sweeper det hele inden. Der stoler vi på, at japanerne godt kan klare den sikkerhed. Til historien hører jo, at PET er til sikkerhedsbriefinger i Tokyo. Det er de flere gange op til legene, hvor de tager bestik af trusselniveauet.

- Så vi har kontakt med PET i forhold til trusselsbilledet. De hjælper os i forhold til, hvad der kunne være en god idé at lave af særlige initiativer. De stiller sig til rådighed, og så viderebringer de vigtig information, som de får fra sikkerhedsbriefinger i Tokyo. Og så har de jo en klar rolle at spille omkring vores VIP-gæster.

Søren Simonsen er qua sin rolle som Chef de Mission ansvarlig for den danske sikkerhed og kontakten til PET. Han fortæller også, at de selvfølgelig har forholdt sig til at kunne reagere, hvis noget går galt.

Trusler kan være lige så paralyserende og gøre folk bange som et effektueret angreb, hvilket kan betyde, at folk ikke tager afsted til et OL

Carsten Bagge Laustsen, terrorekspert

Derfor har den danske delegation en beredskabsplan, hvor man har fået hjælp fra beredskabsstyrelsen til at udarbejde et godt og professionelt katastrofeberedskab. Det betyder, at man i den danske lejr vil være klar til at forholde sig til et eventuelt jordskælv eller noget terror, som man ikke selv kan styre. Men alle andre former for bekymringer om sikkerhed er altså lagt i hænderne på værterne.

Truslen hos værterne

Netop værterne er interessante at rette blikket mod, hvis man vil forstå den nuværende terrortrussel mod de olympiske lege.

Da Japan ikke er et muslimsk land, er bekymringer om et muligt angreb fra eksempelvis Al-Qaeda ikke på papiret den største trussel.

Men historisk har vi set, at terrorangreb har udspillet sig på baggrund af interne konflikter. Derfor peger idrætshistoriker Jørn Hansen også på, at den mangeårige konflikt mellem Japan og Kina kommer i mediernes søgelys inden sommerlegene i Tokyo.

- Man skal jo spørge sig selv: Hvad er der af sprængfarlige emner derude? Og det er jo specielt forholdet mellem Japan og Kina. Og hvordan Japan har behandlet Kina i perioden før verdenskrigene. Japanerne er jo blevet stemplet som østens tyskere og har jo haft en aggressiv politik over for Korea og Kina. Og det er jo politiske spændinger, der vil komme frem, forklarer Jørn Hansen, mens han også forholder sig ganske roligt til emnet:

- Men jeg tvivler nu på, at det er noget, der vil kunne føre til sikkerhedsproblemer. Kina plejer jo at have styr på sine deltagere og personer.

Frem mod vinterlegene i Sochi i 2014 begyndte skriverierne også at opstå. Her var fokus på befrielsesbevægelserne i forbindelse med Kaukasus. Et lignende scenarie kan udspille sig frem mod OL i Tokyo.

Her peger Jørn Hansen nemlig på den ekstremistiske japanske sekt Aum Shinrikyo. En sekt, der blev stiftet tilbage i 1984, og som for alvor viste sin mørke side i 1995.

Her udførte seks medlemmer fra sekten et giftgasangreb i Tokyos undergrundsbane 12. marts. I 2010 offentliggjorde det japanske politi, at mere end 6500 mennesker havde mistet livet på grund af Aum Shinrikyo som følge af giftgasangrebet og 7 andre forbrydelser.

Ifølge Flemming Ytzen, der har sin ekspertise i Asien og bidrager med viden til blandt andet Politiken og TV 2 NEWS, er sekten ikke en decideret trussel grundet dens manglende aktualitet.

- Af nævneværdige trusler er der kun den her dommedagskult, og den har de fået styr på. Tilbage i 2018 blev lederne af sekten således henrettet. Og terrorrisikoen er generelt bare langt lavere i Østasien. Jeg kan ikke se, at OL på nogen måde er i risikozonen. Risikoen er bare ikke særlig høj i den del af verdenen, forklarer Flemming Ytzen.

Den sørgelige sandhed er, at det er umuligt 100 procent at undgå et nyt terrorangreb ved de olympiske lege

Pensioneret FBI-agent Bobby Chacon

Han fortæller yderligere, at hovedkilden til terror i Østasien historisk set er Nordkorea. Tilbage i 1987 stod Nordkorea bag en bombesprængning af et sydkoreansk fly. Den nordkoreanske diktator beordrede dengang to agenter til at sprænge flyet. 104 passagerer og 11 besætningsmedlemmer mistede livet, da flyet styrtede til grunds.

Forholdet mellem Sydkorea og Nordkorea er ikke ligefrem fredeligt, men det er blevet bedre med årene, og angrebet mod Korean Air Flight 858 i 1987 er det hidtil eneste angreb af sin slags begået af Nordkorea.

Terrortruslen er blevet en anden

Opmærksomheden mod terrorisme har de seneste 25 år altså flyttet sig gevaldigt. Nu er terrorfrygten til stede, allerede inden en sportsbegivenhed løber af stablen.

Terrorisme er på kort tid blevet en kæmpestor del af det apparat, der skal forebygges imod, når der skal stables et OL på benene.

For godt nok skelner man i dag mellem de to hidtil eneste terrorangreb mod de olympiske lege - henholdsvis München i 1972 og Atlanta i 1996.

Men ideen om, hvad terrortruslen er, flytter sig hele tiden. De effektuerede og fysiske angreb er dem, man forholder sig til. Men faktisk kan man også tale om et tredje terrorangreb mod legene.

For frem mod OL i Rio i 2016 truede Islamisk Stat voldsomt med, at de ville angribe legene med massive bombeangreb. Trusler, der fik stor mediebevågenhed, og som også sætter sine spor i samfundet.

- Man skal måske ikke kun kigge på effektuerede angreb, men også på trusler. Også trusler er med til at skabe frygt, og trusler er også med til at beslaglægge en hel masse ressourcer i forbindelse med sikkerhedsforanstaltningerne, forklarer terrorekspert Carsten Bagge Laustsen.

Det endte i 2016 med at være lidt af en gratis omgang for Islamisk Stat, da der efterfølgende aldrig blev påvist nogen konkrete planer. Men alene det at true med et terrorangreb har fået en vis effekt og gennemslagskraft hos medierne.

- Trusler kan være lige så paralyserende og gøre folk bange som et effektueret angreb, hvilket kan betyde, at folk ikke tager afsted til et OL, siger Carsten Bagge Laustsen.

'Umuligt 100 procent at undgå et nyt terrorangreb'

Derfor starter processen mod at sikre et sikkert OL allerede på det tidspunkt, hvor en værtsby bliver udpeget.

- Vi ved jo, at man ikke får værtsskabet ved et OL, hvis landet ikke har en klar idé om, hvordan man griber sikkerheden an. Når man byder på et værtsskab, er et af de konkrete kriterier sikkerhedsproblematikken. Så det vil sige, man har mobiliseret alle tænkelige styrker og muligheder for at garantere atleternes og tilskuernes sikkerhed. Det vil sige, at man gør, hvad man kan for at garantere, at legene vil forløbe stille og roligt, siger idrætshistoriker Jørn Hansen.

Han påpeger dog også, at selvom sikkerheden i dag er på et helt andet niveau, så vil man aldrig kunne gardere sig 100 procent imod et eventuelt terrorangreb. Lige så vel, som sikkerheden bliver bedre, lige så vel stiller det større krav til terroristernes kreativitet.

Samme opfattelse sidder pensioneret FBI-agent Bobby Chacon med. Han ved om nogen, hvor meget arbejde der bliver lagt i at sikre et OL. Men han påpeger også, at alt det arbejde, der bliver lavet inden et OL, også er til for at minimere eventuelle skader.

- Den sørgelige sandhed er, at det er umuligt 100 procent at undgå et nyt terrorangreb ved de olympiske lege. Når vi laver tiltag i forbindelse med at bekæmpe terrorisme før legene, skyldes det jo, at man vil forsøge at afskrække terrorister. Men det handler jo også om at reducere tab af menneskeliv, kvæstelser og skader, hvis et terrorangreb skulle udføres til en form for perfektion. Men selvom der aldrig er en 100 procents garanti for at forhindre et angreb, er OL nu blevet et af de sikreste sportssteder i verden. Hvis ikke det sikreste, konkluderer den mangeårige FBI-agent.

Den olympiske park i Atlanta tilbage i 1996 var dog på ingen måde det sikreste sted i verden.

Da sikkerhedsvagten Richard Jewell fandt den efterladte taske, og et bombehold konkluderede, at tasken var lavet om til en gigantisk rørbombe, begyndte man så småt at fjerne tilskuerne fra området.

Alligevel blev 2 personer dræbt og yderligere 111 såret. Og det kunne være endt meget mere galt, end tilfældet blev.

Det kunne det først og fremmest, hvis Richard Jewell ikke havde opdaget tasken. Og efterfølgende fandt politiet yderligere to lignende taskebomber i parken, som altså ikke var blevet aktiveret. I så fald havde katastrofen i Atlanta nok haft en helt anden genklang den dag i dag.

Men heldigvis er der meget, der har ændret sig, siden terrorismen senest viste sit grimme ansigt ved et OL.