Sport

Dansk OL-chef har 'klar forventning' om, at danske deltagere får vaccine

Den danske delegation ved de olympiske- og paralympiske lege regner med at få gavn af de vacciner, som IOC og Pfizer har indgået en aftale om.

Bliver de danske OL-deltagere vaccineret inden legene i Tokyo til sommer?

Det er det helt store spørgsmål i disse dage, og torsdag kom en rigtig god nyhed.

Pfizer og IOC har indgået en aftale om at vaccinere OL-deltagerne. Den Internationale Olympiske Komité (IOC) skriver i pressemeddelelsen, at det stadig er de nationale retningslinjer, der gælder.

Derfor er det endnu ikke fastlagt 100 procent, at de danske OL-deltagere får gavn af torsdagens nyhed. Den danske Chef de Mission ved OL i Tokyo, Søren Simonsen, forventer dog, det sker.

- Vi har ikke fået en officiel besked endnu. IOC har givet os beskeden mundtligt, men det er svært at svare på noget endnu. For vi har ikke fået det bekræftet, siger Søren Simonsen til TV 2 SPORT og uddyber:

- Men jeg har en klar forventning om, at en dedikeret vaccine til deltagere ved de olympiske og paralympiske lege er noget, vores delegation får lov til at benytte. Det er mit klare billede af beskeden, at det også går til de danske atleter.

Myndighederne i Danmark har hidtil ikke været klar til at skubbe de danske OL-deltagere frem i køen.

Derfor skal de indgå i en dialog, men denne gang kan Søren Simonsen formentlig godt se frem til samtalen. Vaccinerne er nemlig en dedikeret pulje til OL-deltagere, hvorfor det ikke vil gå ud over andre danskere, at OL-deltagerne får den her vaccine.

- Vi har ikke været i dialog med myndighederne endnu, men det glæder vi os til, at vi skal, siger han.