Dansk OL-chef er ikke bekymret for aflysning
Den danske OL-lejr oplever, at der er rigtig godt styr på smitteopsporing og nærkontakter til de smittede.
OL kan blive aflyst.
Det er en kendsgerning, efter at den øverste direktør i Tokyos organisationskomite, Toshiro Muto, tirsdag middag ikke afviste at aflyse OL som følge af det stigende antal coronatilfælde.
Han tilføjede også, at de vil holde øje med udviklingen. Onsdag starter de første sportsgrene ved OL, og store dele af den danske lejr er allerede på plads i Tokyo. Den danske OL-lejr er dog fortrøstningsfulde.
- Vi er ikke bekymrede for en aflysning, siger den danske chef de mission, Søren Simonsen, til TV 2 SPORT og tilføjer:
- Jeg har ingen grund til at tro, at det skulle komme ud af kontrol. Vi oplever, at der er styr på det. Også med hensyn til smitteopsporing og nærkontakter til de smittede.
Simonsen er egentlig imponeret over, hvordan japanerne har styret OL hidtil.
- I det hele taget har arrangørerne gjort et godt stykke arbejde, og man vænner sig faktisk overraskende hurtigt til de mange restriktioner, siger han.
"Utroligt usandsynligt" med en aflysning
De seneste dages mange nyheder har skabt meget snak om OL. Flere atleter er testet positiv for corona, hvilket selvsagt skaber nervøsitet for en aflysning.
Den store mediebevågenhed er dog ikke nødvendigvis negativ for de olympiske lege. Tværtimod.
Det fortæller sportshistoriker Hans Bonde.
- Jeg tror bare, det skaber spænding, at der bliver snakket om OL på den her måde i øjeblikket. Der er jo det ved det, at de sportsjournalister, der arbejder med OL lige nu, de har ikke noget at lave, før begivenheden går i gang. De har derfor et helt utroligt fokus på hver eneste detalje, der sker.
Hans Bonde er derfor også overbevist om, at de olympiske lege bliver afviklet efter planen.
- Nu, hvor det hele er sat op, er det utroligt usandsynligt, at det skulle blive aflyst her i 12. time.
OL i Tokyo bliver afviklet fra 23. juli til 8. august. Allerede 21. juli starter enkelte sportsgrene med de første kampe.
Det drejer sig om fodbold samt softball, der er med på OL-programmet for første gang siden 2008. Åbningsceremonien bliver afviklet 23. juli.