Danmark har nået OL-målsætningen

Danmarks Idrætsforbund håber, at succesen ved OL vil smitte af ude i de små idrætsforeninger i Danmark.

De danske atleter ved OL har indtil videre sikret mindst ni medaljer, og dermed er ambitionerne fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark nu blevet indfriet.

En måned inden OL lød det herfra i en pressemeddelelse:

- Der er store forventninger til et flot OL for de danske atleter, når de om en måned kæmper om medaljer i Tokyo. DIF og Team Danmark har fastsat en resultatmålsætning på 8-10 medaljer.

Med en bronzemedalje torsdag morgen sikrede kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen den ottende medalje, og torsdag eftermiddag spillede de danske håndboldherrer sig i finalen efter en sejr mod Spanien. Det betyder, at de minimum får sølv i finalen mod Frankrig.

Ifølge Hans Natorp, der er formand for Danmarks Idrætsforening, handler OL blandt andet om at udbrede kendskabet og begejstringen til de smalle sportsgrene:

- Det betyder, at vi får eksponeret nogle idrætsgrene, som ikke normalt ses så meget, fordi OL er meget andet end mainstream-sport som fodbold og håndbold, siger han på en forbindelse fra Tokyo, hvor OL lige nu finder sted.

Forhåbningen fra Hans Natorps side er, at befolkningen kan spejle sig i de danske "helte" ved OL, og at man derefter vil se flere melde sig ind i de forskellige idrætsforeninger i landet.

- Det er noget, der gerne skulle skabe noget opmærksomhed til foreningerne - også uden for OL-perioden, siger han.

Faktisk har Danmark for vane at leve op til målsætningerne, hvis man kigger på de seneste OL-turneringer:

OL i Rio 2016

  • Målsætning: 10 medaljer
  • Resultat: 15 (2 guld, 6 sølv og 7 bronze)

OL i London 2012

  • Målsætning: 8 medaljer
  • Resultat: 9 medaljer (2 guld, 4 sølv og 3 bronze)

OL i Beijing 2008

  • Målsætning: 7 medaljer
  • Resultat: 7 medaljer (2 guld, 2 sølv og 3 bronze)

Her kan du se de danske medaljer ved legene i Tokyo indtil videre:

Danske medaljer ved OL i Tokyo

    1. Skeetskytte sikrer Danmarks første medalje

      Skeetskytten Jesper Hansen kom pludselig på alles læber, da han mandag 26. juli sikrede Danmarks første medalje ved OL i Tokyo. 

      Danskeren leverede et vildt comeback i kvalifikationen og skød sig videre til finalen, hvor han imponerede stort. Danskeren måtte se sig slået af amerikanske Vincent Hancock, der var helt og aldeles suveræn i finalen. 

    2. Roere snupper bronze

      Danskerne skulle vente tre dage mere, før der igen var medaljefest i den japanske hovedstad. Natten til torsdag dansk tid leverede de to roere Frederic Vystavel og Joachim Sutton en gedigen overraskelse, da de blev nummer tre i toer uden styrmand. 

      De to roere kom med til OL på sidste mandat, men viste sig at være blandt de absolut bedste. 

    3. Blume svømmer sig til medalje

      Pernille Blume havde på fornem vis kvalificeret sig til finalen i 50 meter fri - disciplinen, som hun vandt i 2016. Australske Emma McKeon havde inden finalen sat to olympiske rekorder og blev derfor betragtet som favorit. Det var da også hende, der løb med sejren, mens Blume kom ind på en tredjeplads og sikrede sig karrierens tredje OL-medalje, ligesom det var Danmarks tredje medalje i Tokyo. 

    4. Anne-Marie Rindom åbner dansk guldhøst

      Så kom den endelig! Den danske guldmedalje. Anne-Marie Rindom kunne efter et dramatisk sidste sejlads lade sig hylde som OL-guldvinder. Danskeren har længe ligget på førstepladsen, men efter en række fejl i fredags var der pludselig spænding om sejren. Men hun bevarede roen og sikrede Danmarks første OL-guld. 

    5. Guld til Axelsen

      Badmintonstjernen Viktor Axelsen sikrede Danmarks anden OL-guldmedalje, da han vandt OL-finalen mandag over den forsvarende mester, Chen Long. 

      Axelsen har en bronzemedalje fra Rio i 2016. 

    6. Aastrand rykket fra sølv til bronze

      I 200 meter enerkajak var Emma Aastrand Jørgensen så tæt på at vinde sølv, at hun nåede at stå som nummer to på resultattavlen i flere sekunder. 

      Efter målfoto blev danskeren dog rykket til tredjepladsen. 

    7. Banelandsholdet henter sølv til Danmark

      Det danske banelandshold i 4000 meter holdforfølgelsesløb sikrede sig en medalje med finalepladsen, der kom i hus efter et kæmpe drama.

      Spørgsmålet var bare, om den så skulle være af guld eller sølv. Det var tæt helt indtil sidst i finalen, men italienerne trak det længste strå.

       

    8. Mere OL-bronze til Emma Aastrand

      For anden gang på godt 48 timer kan den danske kajakroer Emma Aastrand Jørgensen juble over en OL-medalje.

      I finalen i 500 meter enerkajak sluttede danskeren som nummer tre efter en flot slutspurt.

    9. Sølv i parløb

      Amalie Dideriksen og Julie Leth kørte et flot parløb, hvor de holdt sig til, da løbet blev afgjort. 

      Danskerne var med til at hente feltet med en omgang, og med en del point i de indlagte spurter blev det til en fortjent sølvmedalje. Storbritannien vandt guld.

    10. Guld i parløb

      Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen levede op til favoritværdigheden og vandt OL-guld i parløb.

      Parret var med fremme hele vejen gennem de 200 omgange, og til sidst kørte de sejren hjem med 43 point foran Storbritannien og Frankrig.

      De to har aldrig tabt en international konkurrence sammen.

    11. Sølv til håndboldherrerne

      Det blev tæt til slut, men håndboldherrerne sikrede sig sølvet efter et nederlag i finalen til Frankrig på to mål.