Vinter-OL

WADA vil efterforske 15-årig russisk OL-guldvinders følge

Internationalt antidopingagentur vil se, hvilken rolle Kamila Valievas omgangskreds har spillet i dopingsag.

Det Internationale Antidopingagentur (WADA) vil på opfordring fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC) efterforske Kamila Valievas følge.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters tidligt søndag morgen.

Den unge russiske kunstskøjteløber venter i disse dage på at få sin skæbne afgjort i en dopingsag ved vinter-OL i Beijing.

Den Internationale Sportsdomstol (CAS) har planlagt en høring i sagen senere søndag.

Den kommer, efter at IOC, WADA og Den Internationale Skøjteunion (ISU) har appelleret Det Russiske Antidopingagenturs (RUSADA) beslutning om at ophæve 15-årige Valievas suspendering fra legene.

Valieva vandt mandag guld i holddisciplinen med sine russiske holdkammerater. Dagen efter guldtriumfen kom der svar på en dopingprøve, som Valieva havde afleveret 25. december.

Den viste spor af det forbudte stof trimetazidin, og derfor hænger den unge russers fremtid ved legene i en tynd tråd, selv om RUSADA har ophævet hendes suspendering.

Vækker harme

Kamila Valieva er en af de yngste nogensinde til at blive testet positiv for doping ved OL.

Sagen har vakt harme blandt fans, andre atleter og antidopingforkæmpere fra hele verden, og mange har sat spørgsmålstegn ved, hvilken rolle i sagen de voksne omkring den unge russer har spillet.

Blandt andet derfor vil IOC have WADA til at kigge på Valievas følge, siger IOC-talsmand Mark Adams. Det er ikke nærmere angivet, hvilke personer i Valievas omgangskreds der skal ses nærmere på.

- Det her er et mål i konstant bevægelse, og vi fortsætter med at arbejde på sagen. Vi vil have WADA til at efterforske omgangskredsen i det her tilfælde, siger han.

Den planlagte høring hos CAS vil finde sted søndag omkring klokken 13.30 dansk tid.

Forventningen er, at der vil komme en afgørelse i sagen mandag, hvilket er dagen før, Kamila Valieva står til at skulle på isen igen.