Vinter-OL

Russere dominerer i forkortet langrendsløb ved OL

Det blev til russisk guld og sølv, da langrendsherrerne i bidende kulde tilbagelagde 28,4 kilometer.

Der var tung russisk dominans, da de bedste mandlige langrendsløbere lørdag kæmpede om olympisk metal på legenes længste distance.

Aleksandr Bolsjunov krydsede således målstregen som den første, mens landsmanden Ivan Yakimushkin kom i mål fem sekunder senere og tog sølv. Der var også russere på fjerde- og sjettepladsen i løbet.

Nordmanden Simen Hegstad Krüger viste, at han havde overvundet sygdom efter at være smittet med coronavirus, da han tog bronze. Han var syv sekunder efter guldvinderen.

Egentlig skulle langrendsløberne have tilbagelagt hele 50 kilometer i Zhangjiakou, men temperaturer på mellem minus 16 og minus 20 grader kombineret med en stærk vind forkortede løbet, så de kun skulle tilbagelægge 28,4 kilometer.

Blandt udøvere og trænere var der delte meninger om at forkorte distancen.

Den kortere distance var udset som en fordel for nordmanden Johannes Klæbo, der tidligere under OL vandt guld på sprintdistancen både individuelt og med det norske hold.

Klæbo havde dog en tung dag i sporet og endte med at afbryde det forkortede langrendsløb i utide. Det skyldtes dog maveproblemer, kunne han berette efterfølgende.

- Det sidste døgn har jeg siddet mere på toilettet, end jeg har sovet. Jeg havde egentlig besluttet mig for at stå over, men da distancen blev forkortet, stillede jeg op alligevel, siger Klæbo til Discovery ifølge NTB.